Professionelle amatører

For 12. gang på 15 år er der nyt fra Musicaliber - denne gang "Blood Brothers"

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et fantastisk sammenhold mellem unge, der brænder for at optræde. Det er ifølge medlemmerne hemmeligheden bag musicalforeningen Musicaliber Aalborg, der nu på 15. år arbejder med det ambitiøse mål at sætte en årlig musical på kunstnerisk højt niveau op til lige stor fornøjelse for de medvirkende og for publikum. Alle - på nær instruktør og kapelmester - er frivillige amatører, der i månedsvis bruger en stor del af deres fritid på at øve årets forestilling. Aktuelt handler det om Willy Russells "Blood Brothers", første gang opført i 1983, og som en rigtig musical-klassiker stadig på plakaten i Londons West End. Den nordjyske version har premiere på Det Hem'lige Teater 10. marts. Seriøst og sjovt Nogen af de medvirkende er gengangere fra tidligere forestillinger. Men der er også nyt blod, blandt andre 18-årige Marie Louise Hansen fra Ryå ved Aabybro, der blev opfordret af sin sanglærer på musikskolen i Aabybro til at gå til audition. Nu står hun med en af forestillingens større roller som pigen Linda, som de to blodbrødre begge er forelsket i. - Jeg havde været glad, hvis jeg bare havde fået en lille rolle, men sang, dans og optræden fylder meget i mit liv, så jeg er rigtig glad for at være med, siger hun. - Alle brænder for opgaven, og alle er indstillet på at ofre noget for, at musicalen skal blive en succes. Men det bedste er, at selvom vi er hammerseriøse, så har vi det også sjovt sammen. En anden af de nye er 19-årige Johannes Zoïs fra Hjørring, der har teatererfaring fra to år på Teatertalentnord. Han spiller Mickey, den ene af de to blodbrødre, og har en klar ambition om at gå skuespillervejen. - Lige nu holder jeg sabbatår efter gymnasiet, og det bruger jeg på at spille så meget teater som muligt. Jeg kan ikke forestille mig at lave andet end at spille teater, siger han. Instruktør-debut "Blood Brothers" instrueres af skuespilleren Ronny Sterlø, selv Musicaliber-veteran og, siden han blev professionel, med flere roller på blandt andet Himmerlands Teater samt musicalroller på Holstebro Musikteater. Han får med denne opgave sin debut som instruktør. - Det er fedt at få lov til at give en masse videre af det, jeg har lært. Og selvom det er en stor forestilling med 16 aktører og et otte mands liveband, så er det faktisk ikke så vanskeligt, som man skulle tro. Selvom de er amatører, så tænker og agerer de som professionelle. Jeg kan lade dem være med til at skabe deres egne roller. Jeg spørger tit: "Hvad føler du er rigtigt?" Og så har de som regel et bud, siger han. Svært at vælge Truppen til "Blood Brothers" blev i september udvalgt ved en audition med 40-50 deltagere. - Niveauet var utroligt højt, og det var svært at vælge. Vi har sagt nej til nogen, som helt klart var gode nok, siger Ronny Sterlø. Straks efter gik prøverne i gang, de første måneder to gange om ugen, siden 1. februar tre gange, og i slutfasen op mod premieren tages også weekenderne i brug. - Vi holder tidsplanen, så vi har ingen stress, lyder det fra instruktøren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden