Professionelle boksere får lov til at deltage ved OL

OL i boksning er ikke længere kun for amatører. Onsdag blev reglerne ændret, så professionelle må deltage.

Patrick Nielsen Foto: Scanpix/Thomas Sjørup

Patrick Nielsen Foto: Scanpix/Thomas Sjørup

Professionelle boksere får lov til at stille til start ved OL i Rio de Janeiro i august.

Det står klart efter en ekstraordinær kongres i Det Internationale Bokseforbund (Aida) i Lausanne.

Her stemte 88 medlemmer for at ændre reglerne, ingen stemte imod, og fire afstod fra at stemme. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det bliver dog næppe et hav af verdensstjerner, som sætter kurs mod Brasilien.

De sidste kvalifikationsturneringer til legene afholdes i juli, og for flere professionelle - heriblandt tidligere sværvægtsverdensmester Wladimir Klitschko - er det allerede for sent at nå at kvalificere sig, skriver AFP.

Regelændringen er en af flere omkring olympisk boksning i de senere år. I 2012 fik kvinder lov til at deltage, og ved de forestående lege behøver bokserne ikke længere bære hjelm.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden