Professionelle med i talentdyst

Sangduoen Maria Rudi og Michael Bjørnson - alias Mariah og Michael - har med deres deltagelse i DR's "Talent 09"-show vakt fortørnelse blandt seere.

Det har de, fordi deres udgangspunkt er temmelig professionelt. - Det er ikke fair for de andre deltagere, siger en fortørnet seer til Nordjyske.dk. Parret gik videre fra talentshowets første runde fredag aften, og det er blandt andet deres deltagelse i andre tv-programmer, der forarger. Således har de medvirket i fjernsynsprogrammet "Par på prøve" på Kanal 5, ligesom de tidligere i år har udgivet en cd. Desuden har de optrådt med musikalsk underholdning både på offentlige scener og ved mere private arrangementer som bryllupper og andre familiefester. Maria Rudi optrådte i øvrigt som barnestjerne i Norge, da hun begyndte at syge børnesange på hoteller, og da hun som 16-årig flyttede til Aalborg med familien, fik hun gennem fem år undervisning i klassisk sang hos konservatorielærer Nina Lang. DR ser intet problem I DR siger Jan Lagermand Lundme, programredaktør i Underholdningsafdelingen, at han ikker ser noget problem i parrets medvirken i talent-programmet. - Som vi også har sagt det til seerne i programmet, så er konkurrencen åben for alle. Alligevel har vi et internt kriterie, at deltagerne ikke i forvejen må være kendt for det, de laver i programmet. For at skære det ud i pap, så vil Anne Linnet ikke kunne deltage som sanger, mens Poul Krebs godt kunne føre sig frem på rulleskøjter. - Selvfølgelig er der altid ting, der kan diskuteres. Men vores vurdering i den konkrete sag er, at Maria Rudi og Michael Bjørnson ikke forud var kendt i en større offentlighed. De havde i hvert fald ikke sunget sammen på tv tidligere, uddyber Jan Lagermand Lundme. Han understreger, at det jo i sidste ende er seerne, der afgør placeringen af finalisterne i talentkonkurrencen.