Professor: Alkoholikere spottes ti år for sent

Misbruget har stået på i 10 år, når alkoholikere kommer i behandling. Det er for sent, siger professor.

Danmark 7. februar 2013 09:50 - Opdateret 7. februar 2013 09:52

Professor: Alkoholikere spottes ti år for sent

De menneskelige og økonomiske gevinster er store, hvis alkoholikere får hjælp, inden misbruget er blevet så voldsomt, at både arbejdsgiver og familie har sagt stop.

Derfor skal kommuner, praktiserende læger og hospitaler bliver dygtigere til hurtigere at spotte misbrugerne, siger en af landets førende alkoholforskere, professor Ulrik Becker, Hvidovre Hospital og Statens Institut for Folkesundhed.

- I dag har folk typisk haft et alvorligt misbrug i 10 år, når de kommer i behandling. Vi skal ind langt tidligere, inden problemet har sat sig helt fast, og folk både har fået fysiske, psykiske og ikke mindst sociale skader, siger Ulrik Becker til Ritzau.

Kolding Kommune er en af de kommuner, som gør en særlig indsats. Medlem af socialudvalget Lis Ravn Ebbesen (SF) siger til Ritzau, at kommunen gennem 20 år har hjulpet alkoholikere til at få selvindsigt, så de forstår årsagen til, at de drikker.

- Det med bare at give antabus er ikke nok. Vi er nødt til at lære folk at forstå, hvorfor de drikker. Det kan være afgørende for, om de kan beholde deres job, siger hun.

Senest har kommunen uddannet cirka 800 lærere, pædagoger og sundhedsplejersker til at spotte børn, som mistrives, fordi deres forældre drikker. Børnene tilbydes gruppesamtaler med andre børn i samme situation.

- Vi håber, at det kan forebygge, at forældrenes dårlige vaner går i arv, og at børnene i stedet vokser op til at blive livsduelige voksne. I første omgang er det en ekstra udgift, men på længere sigt tror vi, at vi sparer penge, siger hun.

En opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at danskernes alkoholmisbrug hvert år koster kommunerne mindst 3,6 milliarder kroner i ekstra udgifter.

Alene udgifter til personlig og praktisk hjælp i form af hjemmehjælp til mennesker med et alkoholmisbrug, står ifølge Sundhedsstyrelsen kommunerne i godt en halv milliard kroner om året.

Tallene får sundhedsminister Astrid Krag (SF) til at opfordre kommunerne til at gøre mere ved problemet. Ud over den menneskelige gevinst, vil der være penge at spare, mener hun.

- Måske var det værd at overveje for kommunerne, om ikke de ved at sætte mere systematisk ind i forhold til folk med et for stort alkoholforbrug kunne frigøre en hel del penge, siger Astrid Krag.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...