Professor blev gal på minister

Forskning 1. september 2011 06:00

¤Søren Kragh Moestrup, professor, fylder i dag 50 år. Søren Kragh Moestrup regnes som en af de største kapaciteter i den danske forskningsverden. Den biomedicinske professor fra Aarhus Universitet har gennem årene modtaget flere eftertragtede bevillinger til sin forskning i ny medicin og diagnostik inden for betændelses- og kræftsygdomme. Også internationalt er han anerkendt for sit arbejde og har publiceret flere end 180 artikler i blandt andet tidsskrifter som Science og Nature. Desuden er han medopfinder på tre patenter om nye idéer til lægemidler. Derfor vakte det opsigt, da han i 2009 forlod Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom. Han meddelte daværende forskningsminister Helge Sander (V), at han var frustreret, vred og skuffet, fordi ministeren havde bedt rådet svare på 30 spørgsmål fra en anonym kilde. Fælles for spørgsmålene var, at de anklagede rådet for at bevilge penge til sig selv og deres venner i forskningsverdenen. I rådet herskede den opfattelse, at afsenderen på de anonyme anklager var ministerens personlige ven hjerneforskeren Milena Penkowa, som Københavns Universitet siden meldte til politiet for bedrageri og dokumentfalsk. Søren Kragh Moestrup tog sin lægevidenskabelige embedseksamen fra Aarhus Universitet i 1988 og blev siden tilknyttet Institut for Medicinsk Biokemi afbrudt af et år, hvor han forskede på Oxford University i Storbritannien. I 1994 blev han dr.med., og to år senere modtog han Hallas Møller Stipendiat, der i fem år gav ham mulighed for at hellige sig forskningen. Siden er det blevet til flere andre bevillinger, herunder i 2008 en af de prestigefyldte Life Science ERC-bevillinger fra EU. Med hæderen fulgte 18 millioner kroner. Trods mange timer på universitet bliver der også tid til familien, som tæller hustru og fire sønner. For med professorens egne ord er det vigtigt for videnskaben, at man kan holde fri. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...