Udland

Professor: Brasilien er i en sprængfarlig proces

Dansk professor bosat i Rio i 25 år mener, at demonstrationerne i Brasilien er positive, men farlige.

Professor: Brasilien er i en sprængfarlig proces

De kæmpe demonstrationer, der har fundet sted i Brasilien de seneste to uger, er positive set ud fra et demokratisk synspunkt, men det folkelige oprør er samtidig sprængfarligt.

Det fortæller den danske litteraturprofessor, Karl Erik Schøllhammer, der har boet i Rio gennem 25 år.

- Det er positivt, at de her demonstranter kræver og uddyber kravene til den demokratiske repræsentation, siger han.

Han henviser til de krav, som brasilianerne i den sydamerikanske stat har stillet til regeringen om blandt andet at bruge færre penge på fodbold-VM, og at forbedre uddannelses- og sundhedssystemet.

- Men der er selvfølgelig også en del, der bruger de her demonstrationer til at skabe en situation, som mange sammenligner med den, der førte til militærkuppet i 1964.

- Her blev politisk uregerlighed en legitimation for at militæret gik ind og tog magten. Det tror jeg ikke, kan finde sted nu, men at det er en proces, der er sprængfarlig, det er der ingen tvivl om, siger han.

Blandt de 194 millioner indbyggere i Brasilien er der en social indignation oplagret gennem årtier og århundreder, som man ifølge professoren ikke skal pille alt for meget ved, før den kan få et uventet udfald.

Karl Erik Schøllhammer understreger dog, at demonstrationerne har været utrolig bredt mobiliseret.

Urolighederne blev oprindeligt udløst, da billetprisen på offentlig transport blev hævet i São Paulo, og det er der en god grund til, forklarer professoren.

- De fleste brasilianere har levet i en inflationsøkonomi og ved, at buspriser er noget, der 'tricker' prisrækken hele vejen igennem systemet, siger han.

Prisstigningen på busbilletterne, der allerede er blevet droppet igen flere steder, gav anledning til at lufte utilfredshed med en lang række andre områder.

For at dæmpe optøjerne har brasiliens præsident, Dilma Rousseff, nu i en tv-tale fredag aften lovet, at hun vil forbedre det offentlige transportsystem, at alle statens olieindtægter skal bruges på uddannelse, og at hun vil forstærke sundhedsvæsnet.

Og den tale har tilsyneladende mildnet de kritiske røster, fortæller Karl Erik Schøllhammer.

- Jeg har kigget på de sociale netværk i dag, og jeg synes, der har været en utrolig god modtagelse af hendes tale. Præsidenten er ikke noget hjertevarmt menneske, men man har en stor respekt for hende. Og der er en anerkendelse af, at hun her har lyttet, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst