Professor: Der kan komme nye smittekilder ind over grænsen

Tyskland er klar til at åbne grænsen til Danmark 15. maj, og flere partier presser på for dansk grænseåbning.

Der kan opstå nye smittekilder, hvis Danmark åbner sine grænser, påpeger professor. (Arkivfoto)

Der kan opstå nye smittekilder, hvis Danmark åbner sine grænser, påpeger professor. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Tyskland er villig til at åbne grænsen til Danmark 15. maj, og flere partier i Folketinget ligger pres på regeringen for at åbne til de tyske naboer.

Nye smittekilder fra Tyskland eller andre EU-lande kan dog komme til Danmark, hvis grænserne bliver åbnet.

Det pointerer Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet.

- Jeg kunne godt frygte, at der ville komme nye smittekilder ind over grænsen. Så det er spørgsmålet om, der er en strategi for, hvordan vi håndtere det. Det kunne også være en plan om, at alle skal testes, siger Jan Pravsgaard Christensen.

En af årsagerne, til at professoren frygter nye smittekilder, er, at coronavirus er en svær størrelse, hvor mennesker kan smitte uden at have symptomer.

- Coronavirus er stadig en djævelsk sygdom, da folk kan gå rundt i flere dage, hvor de kan være smittet og dermed smitte andre, hvilket kan gøre, at der opstår små udbrud rundt omkring, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Han påpeger, at hvis man har en konkret strategi for, hvordan man håndtere turisterne, så kan en grænseåbning forsvares.

- Det kunne være en risikovurdering af de enkelte lande. For eksempel at vi kun tager turister ind fra lande, der har styr på smittetrykket, eller kun har et smittetryk svarende til vores eget, siger han.

Professoren peger på, at man blandt andet ved hjælp af smitteopsporing, kan inddæmme potentielle små udbrud, der kan opstå.

Flere af folketingets partier ønsker, at Danmark åbner sin grænse samtidig med Tyskland, men den danske regering vil ikke risikere at åbne landets grænser for tidligt.

Det slog justitsminister Nick Hækkerup (S) fast i Folketingssalen under en spørgetime, hvor de øvrige partier har mulighed for at stille spørgsmål til regeringens ministre.

Justitsministeren påpegede under spørgetimen, at Danmark ikke skal risikere at sætte situationen over styr ved at åbne grænserne for tidligt.

Inden 1. juni skal regeringen komme med en melding om, hvad der skal ske med grænsespørgsmålet og de øvrige rejserestriktioner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.