Coronavirus

Professor: Det går den rigtige vej med smittetallene

Det seneste døgn har 0,58 procent af de i alt 161.161 foretagne PCR-prøver vist et positivt svar for corona

Det går den rigtige vej med smittetallene, vurderer professor Hans Jørn Kolmos fra Syddansk Universitet.

Det går den rigtige vej med smittetallene, vurderer professor Hans Jørn Kolmos fra Syddansk Universitet.

DANMARK:Det seneste døgn er yderligere 927 personer i Danmark blevet testet positive for coronavirus.

Det viser de daglige tal fra Statens Serum Institut (SSI) på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

De 927 nye smittetilfælde er fundet i 161.161 PCR-prøver. Det er de prøver, hvor man med en pind bliver podet i svælget.

Andelen af positive testsvar i forhold til antallet af prøver svarer til, at 0,58 procent af prøverne har vist et positivt svar. Det er det, man ynder at kalde for positivprocenten.

Det seneste døgns positivprocent er lavere end det foregående døgns positivprocent, der lå på 0,81. Det var samtidig den højeste positivprocent siden januar.

På landets hospitaler er status fredag, at 145 patienter er indlagt med coronavirus. 32 af de indlagte er på en intensivafdeling, og af dem får 22 hjælp til at trække vejret af en respirator.

Med de seneste dages smittetal in mente vurderer Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, at Danmark er på et stabilt niveau med coronasmitten.

- Det går den rigtige vej med smittetallene, hvis vi skal være meget venlige. Summen af det hele er, at vi er inde i en stabil fase med pandemien på nationalt niveau, siger Hans Jørn Kolmos.

Han peger dog på, at det ikke kan undgås at der opstår lokale smitteudbrud som eksempelvis i Dragør Kommune, der har været tæt på automatisk nedlukning.

- Det vil der gøre. Det gode ved det er, at vi har mulighed for at handle og intervenere lokalt.

- Betingelsen for, at vi har det stabile niveau på landsplan, er, at vi slukker alle småbrandene lokalt. Det er det, som er så afgørende, siger han.

At den store genåbning ikke har påvirket smittetallene mere negativt, overrasker Hans Jørn Kolmos en smule.

- Jeg vil sige, at jeg godt kunne have haft nogle bange anelser om, hvad der skete. Men vi er også i en fase, hvor vejret bliver bedre, og vi får flere og flere vaccineret, siger professoren.

Ud over PCR-testene er der også foretaget 501.585 lyntest det seneste døgn. Det er de test, hvor man bliver podet i næsen og får et hurtigere svar end ved PCR-test.

Positive prøvesvar fra lyntest indgår dog ikke i smittetallene, fordi der er usikkerhed om svarene.

Derfor anbefaler de danske sundhedsmyndigheder, at man tager en opfølgende PCR-test, hvis lyntesten en positiv.

Samlet anslås den massive testindsats ifølge Justitsministeriet at koste to milliarder kroner om måneden.

Der er ikke registreret nye dødsfald blandt coronasmittede det seneste døgn. Dermed er der fortsat registreret 2517 dødsfald blandt coronasmittede under epidemien i Danmark.

Fredag har 39,1 procent af befolkningen nu påbegyndt vaccination, mens 22,8 procent er færdigvaccineret.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.