Professor efter Præstø-dom: Få reglerne skrevet ned

Ved omhyggelig sikkerhed og nedskrevne regler kan institutioner undgå skyld ved ulykker, vurderer professor.

Professor efter Præstø-dom: Få reglerne skrevet ned

Hvis efterskoler, højskoler eller andre institutioner med farlige aktiviteter på programmet ikke i dag har skrevet regler ned, så viser dommen i Præstø-sagen, at det er bidende nødvendigt at få det gjort nu, vurderer professor i straffeproces Eva Smith.

- Hvis jeg selv var forstander, så ville jeg hurtigst muligt få skrevet retningslinjer ned nu efter dommen, hvis der ikke er nogle, siger hun til Ritzau efter at have nærlæst dommens præmisser i Præstø-sagen.

Lundby Efterskole og dens forstander Truels Achton Truelsen er fredag kendt skyldig i uagtsom legemsbeskadigelse og overtrædelse af lov om sikkerhed til søs. Men det kunne være undgået, hvis forstanderen blandt andet havde skrevet retningslinjer ned.

- Retten ligger vægt på, at der ikke var skriftlige retningslinjer vedrørende sikkerheden ved sejlads med elever i dragebåden, forklarer Eva Smith fra Københavns Universitet.

- Hvis der havde været skriftlige retningslinjer, så måtte man sige, at det i høj grad var lærerne, som overtræder kendte retningslinjer, og så har skolen gjort, hvad den kunne, fortæller hun.

Forstander Truels Achton Truelsen var ikke på skolen den 11. februar 2011, da to lærere og 13 elever kæntrede i Lundby Efterskoles dragebåd, påpeger forsvareren Peter Giersing. Faktisk var han slet ikke i landet, da ulykken skete.

Men landets mange forstandere kan godt tage på ferie, uden at ende med en sag på halsen, hvis de har gjort deres hjemmearbejde, vurderer professoren.

- Hvis man sørger for omhyggelig sikkerhed og skriver regler ned, så vil jeg mener, at man roligt kan tage på ferie i udlandet, som forstanderen har gjort. Det er med dommen muligt at sikre sig, siger Eva Smith.

Forstanderen er idømt 60 dages betinget fængsel og frakendt retten til at forestå aktiviteter til søs med elever i tre år. Institutionen Lundby Efterskole idømmes en bøde på 250.000 kroner.

Det er uvist om skolen eller forstanderen vil anke dommen, men ifølge professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet, så er der næppe noget at komme efter.

- Afgørelsen balancerer fornuftigt i forhold til afvejningen af hensynet til retsfølelsen og forebyggelsen af uforsvarlige aktiviteter, der involverer unge, skriver han til Ritzau.

Han studser dog over, at forstanderen frakendes retten til i en periode at beskæftige sig med aktiviteter til søs for unge,

- Straffelovens forudsætning for rettighedsfrakendelse er, at der er nærliggende fare for misbrug af stillingen, og mon ikke forstanderen efter hele det rædselsvækkende forløb nu er helt på det rene med sit ansvar, skriver professoren.

Retten frifandt dermed forstanderen og skolen for uagtsomt manddrab på lærer Michael Jørgensen, som havde besluttet at tage ud på dragebådsturen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst