EMNER

Professor fra AAU i fornemt selskab

Bengt-Åke Lundvall skal være med til at gøre 2009 til et år for kreativitet og innovation. ARKIVFOTO

Bengt-Åke Lundvall skal være med til at gøre 2009 til et år for kreativitet og innovation. ARKIVFOTO

Af Søren Beukel Bak soeren.bak@nordjyske.dk AALBORG: Alle borgere i EU skal tættere på kreativitet og innovation næste år. Derfor har EU-Kommissionen gjort 2009 til Europæisk År for Kreativitet og Innovation - og en professor fra Aalborg Universitet skal være med til at sætte den dagsorden. Det er Bengt-Åke Lundvall fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, der sammen med 21 andre prominente forskere og kunstnere er udnævnt til særlig ambassadør for kreativitet og innovation. I spidsen for gruppen står den amerikanske debattør Richard Florida, der udviklede teorien om den kreative klasse. Også den tidligere finske premierminister Esko Tapani Aho, ungarske Erno Rubik, der opfandt Rubiks terning, og Jean-Philippe Courtois, Microsoft, står på listen. Lundvall har gennem mange år forsket i læring og innovation. Han har blandt andet undersøgt, hvad der sker, og hvad der virker i læringsprocesser. Også mange internationale netværk mellem forskere inden for feltet har den svenskfødte professor som ophavsmand.