Professor kritiseres for uredelighed

KØBENHAVN:Der regner ifølge Politiken alvorlig kritik for uredelig forskning ned over den kontroversielle professor i udviklings-psykologi ved Aarhus Universitet, Helmuth Nyborg Sørensen. I 2002 offentliggjorde han en undersøgelse med konklusionen, at drenge skulle være fem procent mere intilligente end piger. Da forskere ikke kunne komme til at efterprøve testresultaterne, fordi Helmuth Nyborg ikke ville udlevere alt materiale, fik han en næse fra Aarhus Universitets praksisudvalg for at have handlet i strid med god, videnskabelig praksis. Denne gang er kritikken langt mere graverende. Et særligt udvalg, sammensat af tre af Skandinaviens fremmeste statistikere og fagfolk, har på opfordring fra universitetet haft Helmuth Nyborgs materiale til gennemlæsning med henblik på at se, om der har været tale om uredelig forskning. Og det har der, konkluderer udvalget under ledelse af professor og statistiker Jens Ledet Jensen, Aarhus Universitet. Det er ifølge Politiken usandsynligt, at Helmuth Nyborg bliver fyret som professor, da han falder for aldersgrænsen på 70 år til januar./ritzau/