Musik

Professor: Musikhus er en sæbe-opera

Professor Claus Bonderup ved Arkitektur og Design kalder musikhus-sagen en sæbeopera. Offentligheden får ikke mulighed for at se et nyt forslag til Musikkens Hus torsdag.

Professor Claus Bonderup ved Arkitektur og Design kalder musikhus-sagen en sæbeopera. Foto: Martin Damgård

Professor Claus Bonderup ved Arkitektur og Design kalder musikhus-sagen en sæbeopera. Foto: Martin Damgård

Offentligheden skulle torsdag have set et forslag til Musikkens Hus. Men det bliver ikke til noget, for fonden for Musikkens Hus i Nordjylland har nemlig ikke selv set projektet. Det er et forløb, som får professor og arkitekt Claus Bonderup ved Arkitektur og Design, Aalborg, til at kalde hele sagen en sæbeopera. Formanden for fonden Musikkens Hus, Bent Frank, fik lidt af et chok, da han mandag sammen med Aalborg Byråd så et dispositionsforslag til Musikkens hus. Arkitektfirmaet bag Coop Himmelb(l)au havde nemlig ændret arkitekturen i forhold til det forslag, som bestyrelsen blev præsenteret for i sidste uge. - Jeg må indrømme, at jeg måtte bide tænderne sammen, fordi jeg oplevede, at huset så helt anderledes ud, end det, jeg havde set eller vist bestyrelsen for en uge siden, så det var da ikke nogen rar oplevelse, siger Bent Frank, der bedre kan lide det forslag, som bestyrelsen så. Professor Claus Bonderup ved Arkitektur og Design, Aalborg, mener, at der er tale om et kaotisk forløb. - Nu synes jeg, at det er ved at nærme sig sådan en sæbeopera, hvor man tænker, hvad bliver det næste, nu kan der snart ikke ske mere. Jeg har aldrig hørt om noget lignende i min verden i det forløb, der har været. Det virker fuldstændig grotesk, siger Claus Bonderup, der foreslår en filmatisering af forløbet. Han undrer sig over fremgangsmåden. - Det er højest mærkværdigt. Der er noget, der tyder på, at der ikke er en ordentlig dialog mellem bygherre og arkitekt, siger Claus Bonderup.