Europæiske union

Professor: Panikfaktor kan redde May i brexit-modvind

Der er lav opbakning i britisk parlament til aftalen, som premierministeren har forhandlet på plads om brexit.

De resterende 27 stats- og regeringsledere i EU godkendte søndag Storbritannien udtræden af unionen, men den største udfordring ligger endnu forude, mener professor. Ifølge Rebecca Adler-Nissen, der er professor ved Københavns Universitet, tegner det til, at aftalen bliver stemt ned i det britiske underhus.

De resterende 27 stats- og regeringsledere i EU godkendte søndag Storbritannien udtræden af unionen, men den største udfordring ligger endnu forude, mener professor. Ifølge Rebecca Adler-Nissen, der er professor ved Københavns Universitet, tegner det til, at aftalen bliver stemt ned i det britiske underhus.

LONDON:Den britiske premierminister, Theresa May, er i politisk modvind i sit hjemland, hvor det britiske underhus inden jul skal stemme om en aftale om britisk udtræden af EU.

Selv om det ser svært ud for May at få flertal, kan hun satse på at overleve på den panik, der kan opstå i parlamentet de kommende uger.

Det vurderer Rebecca Adler-Nissen, der er professor på Københavns Universitet, hvor hun blandt andet forsker i EU.

- Hun (Theresa May, red.) kan håbe, i takt med at man nærmer sig skæringsdatoen, at folk siger, at de hverken kan lide aftalen eller den politiske erklæring, men at alternativet er så uoverskueligt, at de stemmer imod deres vilje, siger Rebecca Adler-Nissen.

- May kan altså håbe, at dramaet bliver tilspidset så meget, at folk ændrer holdning, fordi de ser det som en historisk beslutning, de skal træffe.

Søndag har de resterende 27 stats- og regeringschefer i EU godkendt en aftale om britisk udtrædelse af unionen. Inden den kan træde i kraft, skal den godkendes både i det britiske underhus samt i Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentet ventes at stemme om aftalen efter nytår.

Der er ikke sat en dato for, hvornår det britiske underhus skal stemme om aftalen, men Theresa May sagde søndag, at det ville blive "inden jul".

Ifølge Rebecca Adler-Nissen ventes store dele af oppositionspartiet Labour, dele af Mays eget parti samt de små oppositionspartier at stemme imod brexitaftalen.

- Det er svært at se, at der kommer er flertal bag hende.

- Hun skal have Labour bag sig, og det bliver benhårdt arbejde. Hun får ikke mange timers søvn de næste uger, vurderer Rebecca Adler-Nissen.

Ifølge hende er det mest sandsynligt, at aftalen bliver stemt ned i underhuset.

En ny folkeafstemning om britisk udtræden af EU vurderer hun udelukkende sandsynlig, hvis der udskrives et folketingsvalg, og det bliver vundet af oppositionspartiet Labour.

Storbritannien træder ud af EU ved midnat 29. marts 2019. Hvis det bliver uden en aftale med EU, kaldes det et såkaldt hårdt brexit.

/ritzau/