Professor Peter Birch Sørensen ny overvismand

København, tirsdag /ritzau/ Professor i nationaløkonomi ved Københavns Universitet, 48-årige Peter Birch Sørensen er udpeget til ny overvismand. Han afløser den nuværende professor Torben M. Andersen, der forlader posten ved udgangen af december for at varetage den omfattende opgave som formand for regeringens velfærdskommission. Ud over den nye overvismand, består formandskabet for Det Økonomiske Råd fra 1. januar af lektor Jørgen Birk Mortensen og professor Jørgen Rose Skaksen. Peter Birch Sørensen er desuden medlem af velfærdskommissionen. Han har været professor i økonomi siden september 1991. Siden 1995 har han arbejdet på Økonomisk Institut på Københavns Universitet, hvor han bl.a. er medstifter og leder af Economic Policy Research Unit. Tidligere har Peter Birch Sørensen været ansat ved Den Kgl. Veterinære Landbohøjskole og Handelshøjskolen i København. /ritzau/