Professor: Smukfests manglende kønsfokus er problematisk

Festivalen ser gerne flere kvinder på scenen, men det er ikke et fokus. Det er problematisk, mener professor.

Sangerinderne Mø og Birthe Kjær er to af de kvindelige soloartister, der optrådte på årets Smukfest. Onsdag modtog de festivalens hæderspris, Polka Verner Legatet. På festivalen har man ikke fokus på køn, når man booker artister. Det giver en skævhed, fordi det ligger på rygraden at kigge mændenes vej, vurderer forsker. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Fritid 12. august 2018 06:01

De kvindelige soloartister, der i år har optrådt på Smukfests hovedscene, Bøgescenerne, kan tælles på én hånd.

Britney Spears, Mø, Medina og Liive er de fire kvindelige soloartister, som festivalen i år bookede til at optræde på Smukfests helt store scene.

Til sammenligning har Bøgescenerne, når festivalen er rundet af søndag nat, lagt scene til ikke mindre end 18 mandlige soloartister.

Professor i kønsforskning ved Aalborg Universitet Anette Borchorst er ikke overrasket over tallene.

- Det er problematisk, men det afspejler en skævhed, der er i forvejen. Der er en tendens til, at man bare ikke får øje på de kvindelige artister, siger hun.

- Men hvis man har fokus på det, så kan man godt påvirke udviklingen.

Det har man dog ikke på Smukfest, hvor artister udelukkende bliver booket med henblik på at skabe det bedst mulige musikprogram, siger talsmand for Smukfest Poul Martin Bonde.

- Der er mange kvinder på programmet i år, men vi booker ikke efter køn. Vi ser gerne flere kvinder på scenen, men det er ikke et fokuspunkt, siger han.

Bondes svar er ét, som Anette Borchorst har hørt før. Hun er med på præmissen om, at der måske er flere mandlige artister at vælge imellem.

Problemet er nærmere, at det ligger på rygraden at kigge mændenes vej, hvis ikke der er et fokus på kønsfordelingen, forklarer hun.

- Det er typisk dansk, at man ikke har fokus på det. Jeg synes, at det vil være en rigtig god idé, hvis de begynder at tænke på det.

- Det er bedre, at de indtænker det og så ikke finder de kvindelige kunstnere, end at de bare booker de sædvanlige mandlige kunstnere, siger hun.

Anette Borchorst mener bestemt ikke, at kvoter vil være den rigtige vej at gå.

- Kvoter er for drastisk. Det giver bagslag i Danmark, hvor det lynhurtigt bliver opfattet som tvang og formynderi, siger hun.

Smukfest laver ikke statistik over, hvor stor en del af artisterne, der er mænd eller kvinder.

En optælling foretaget af Kulturen på P1 i marts viser, at Roskilde er den musikfestival i Danmark med den mest lige fordeling. Her var 27 procent af kunstnerne kvinder.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...