Professor: Vaccine kan få sårbare ud af isolation

Professor Jens Lundgren vurderer, at det vil få stor effekt for sårbare, at de snart kan blive vaccineret.

Det ventes, at hele EU kan begynde at vaccinere mod coronavirus fra 27. december.

Det ventes, at hele EU kan begynde at vaccinere mod coronavirus fra 27. december.

KØBENHAVN:Det bliver et markant løft for ældre og andre sårbare personer, der i stor udstrækning har været nødt til at isolere sig under coronakrisen, at de snart kan blive vaccineret mod covid-19.

Det vurderer Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet.

Beboere på plejehjem kan i dagene efter juleaften blive de første i Danmark til at modtage vaccinen sammen med frontpersonale i sundhedsvæsenet.

- Man kan ikke opgive alle forholdsregler, men ved at få denne vaccine reducerer man markant sin risiko for at blive smittet. Det ændrer selvfølgelig på folks måde at kunne fungere på, siger han.

Hos Dansk Selskab for Almen Medicin ser formand Anders Beich, der er praktiserende læge, frem til, at man kan komme i gang med vaccinerne, der har vist sig at have en høj grad af beskyttelse.

- Det er derfor, vi er så ivrige for at rykke ud så tidligt på plejehjemmene.

- Så får vi sikret den del af befolkningen, som er hårdest ramt, mod at blive smittet, fordi der er 95 procents beskyttelse mod at blive smittet, siger han.

Man skal stikkes i alt to gange med tre-fire ugers mellemrum, når man bliver vaccineret. Effekten af vaccinen begynder at indtræde cirka ti dage efter det første stik.

Data fra studier viser, at vaccineeffekten er meget høj, men den giver ikke fuldstændig garanti for, at man ikke bliver smittet med coronavirus. Men effekten er rigtig god, vurderer Jens Lundgren.

- Der er masser af sårbare mennesker i Danmark, som har været næsten isoleret fra alle andre af frygt for det her.

- For dem tror jeg, at det er betydningsfuldt, at de får denne vaccine, så de kan begynde at engagere sig igen - også fysisk - i den resterende del af samfundet, siger han.

EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, bekræftede torsdag, at vaccinationer mod covid-19 bliver sat i gang i hele EU fra 27. december, hvis de godkendes.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har sagt, at Danmark er klar til at gå tidligere i gang med vaccinationerne, såfremt det bliver muligt.

- Det flytter sig ekstremt hurtigt. Vi håber på en godkendelse inden for ganske få dage, og hvis alt går vel, er vi i gang med vaccinere ganske kort derefter, sagde statsministeren torsdag ifølge DR og TV2.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden