EMNER

Professorer afviser depression

KØBENHAVN:Det går ikke så galt som i de triste 30'ere, hvor banker krakkede, og køen af arbejdsløse var så lang som et ondt år. Dertil er verden i dag for forskellig fra dengang. Det mener to tidligere vismænd og professorer. Professor i nationaløkonomi ved Århus Universitet og tidligere overvismand Claus Vastrup siger, at han ikke ser så dystert på den økonomiske situation. - Jeg vil næsten udelukke, at vi får en depression som i 30'erne. Dertil er andre forhold for forskellige fra dengang, siger Claus Vastrup. Han understreger, at den udbredte opfattelse af det, der udløste krisen i 30'erne, var en fejlagtig penge- og valutakurspolitik mellem verdens betydende økonomier. - England forsøgte at genetablere guldfoden, og USA var bange for dollarkursen. Centraleuropæiske banker fik lov at krakke, og pengeomløbet i Europa blev hæmmet. De forhold kan jeg ikke se i dag, hvor der er større forståelse for valutakurs- og pengepolitikkens indflydelse på de økonomiske forhold, siger Claus Vastrup. Professor ved Handelshøjskolen i København og tidligere vismand, Niels Blomgren-Hansen mener, at en langvarig lavkonjunktur er et pessimistisk syn på den økonomiske fremtid. - Man skal huske på, at i 30'erne skete et totalt sammenbrud af det internationale handelssamkvem, og det var medvirkende til krisen. Landene reagerede med at begrænse importen for at beskytte sine egne erhverv. Det er heldigvis en anden udvikling, vi ser i dag med den voldsomme globalisering og nye forhandlinger i WTO for at liberalisere samhandelen. Vi står langt bedre rustet globalt, siger Niels Blomgren-Hansen og minder om, at under krisen i 30'erne var der direkte prisfald - deflation - og det er ikke set endnu, selv om Tyskland og Japan er det ubehagelige perspektiv i det billede. - Undgås sammenbrud af handelsmønstrene mener jeg, at der er grund til behersket optimisme og en tro på, at vi kommer igennem det her uden den voldsomme nedtur, siger Niels Blomgren-Hansen. Professor Claus Vastrup er heller ikke bekymret for de finansielle virksomheders forsikringer mod risiko. - De nye instrumenter på de finansielle markeder er opfundet for, at man kan handle risiko. Men samtidig med de nye instrumenter er den internationale finansverden strammet op gennem krav til højere egenkapital og mere gennemsigtighed i regnskabsaflæggelse, siger Claus Vastrup. Han påpeger, at i modsætning til 30'erne, hvor et aktiekursfald trak mange banker med sig ned, har vi i denne omgang set et aktiekursfald i samme størrelse, uden at det er gået ud over nogen banker. /ritzau/