Profeten og alle de andre

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Men der er også en film som "Les herbes folles", lavet af den efterhånden 86-årige Alain Resnais.

Årets verdenspremierer i Cannes har været et løfterigt blik ind i sundhedstilstanden i den smalle, men dybt kreative del af filmbranchen. Efter alt at dømme står det godt til med både opfindsomheden, lysten til at peppe kendte genrer op og provokationerne. I skrivende stund har jeg set 16 ud af 20 konkurrencefilm, så nu er det tid til et bud på, hvordan priserne fordeler sig søndag først på aftenen. Jeg tror ikke på Den gyldne Palme til Lars von Trier med kontroversielle “Antichrist”, og jeg skal nok vende tilbage til hvorfor. Kriteriet for at komme med i hovedkonkurrencen i Cannes er, at filmen ikke har været vist offentligt andre steder i verden end i hjemlandet. Der skal således være tale om en slags verdenspremiere. Ud af de 20 film i hovedkonkurrencen plejer et sted mellem en tredjedel og halvdelen at få premiere i de danske biografer inden filmfestivalen til næste år. Resten er simpelthen for mærkelige, smalle og eksotiske til, at de danske biografejere vil binde an med at vise dem. Men for en filmanmelder er det nødvendig efteruddannelse og kraftig inspiration. Arnold er et varmt tip Hovedkonkurrencen byder altid på et par brede film, for der skal jo også stjerner til byen. I år har det været Quentin Tarantinos “Inglourious Basterds”, som jeg synes er fantastisk underholdende, mens andre var mere forbeholdne. Der har også været Ang Lees “Taking Woodstock”, der har charme, men som fuser lidt ud i hippiekulører. Ingen priser til dem efter alt at dømme. Når jeg tipper Andrea Arnolds film, “Fish Tank” til at vinde førsteprisen, ved jeg godt, at en håndfuld andre film også har chancen, men dramaet om den unge pige fra Midtengland er noget af det mest konsekvente, vi har set de sidste to uger. Arnold er Ken Loachs datter i ånden, der møder brødrene Dardennes håndholdte kamera og det er måske set før, men det er altid vedkommende. Franske Jacques Audiard har tidligere vist sine “Blodrøde læber” og “Det slag mit hjerte sprang over” i de danske biografer, og hans nye fængselsdrama kommer efter sigende også til landet. “Un prophete” eller “Profeten”, som den logisk set må komme til at hedde, er en genopfindelse af fængselsdramaet og gangsterfilmen i en globaliseret verden. Det er kun fordi, den er lidt for lang og gentager sig selv i sidste del, at den ikke kommer op på siden af “Fish Tank” i mine øjne . Blodtørst i Korea Der er andre spændende og inspirerende film i byen. Tag nu Park Chan-Wooks “Thirst”. Han eksploderede med “Oldboy” for syv år siden og har blandt andet også en koreansk hævntrilogi på samvittigheden. For at sætte pris på hans måske nok lidt flagrende men også voldsomt opfindsomme vampyrfortolkning, skal man dog have en grundlæggende kærlighed til vampyrfilm i det hele taget, og det har alt for få mennesker, så derfor kommer han ikke i spotlyset, selv om filmen skal ses af alle filmfreaks med bare lidt vampyrblod i årerne. Og sådan kan man blive ved. Oplevelserne er mange og righoldige. Hvem skulle for eksempel tro, at den 86-årige franske instruktør, Alain Resnais, kunne lave den mest elegante og livfulde komedie i form af “Les herbes folles”. I hvert fald i filmens første del. Ikke mig. Men den slags glæder er nok også for smalle til, at de nogensinde kan smages på i almindelig dansk handel. Kompromispalmer er typiske Selv om filmfestivalen i Cannes først for alvor lever og ånder, når de kontroversielle film vises, er der alligevel lang vej hjem til Den gyldne Palme. Ganske ofte bliver der nemlig uddelt kompromispalmer. Juryen består af nye medlemmer hvert år og det skulle være mærkeligt, om ni mennesker fra forskellige fag og fra forskellige steder i verden havde lige meget respekt for Lars von Triers film. Ofte vil en kontroversiel film have en lille del af juryen med sig, og en anden aparte og særegen film vil have andre tilhængere. For at de to lejre kan blive enige og ikke skal sidde muret inde mere end 24 timer, vælger man en helt tredje film som et kompromis. Og de to mere radikale film får mindre priser. Det kunne give muligheden for, at Charlotte Gainsbourg vinder prisen som bedste kvindelige skuespiller. Ovenstående mekanisme har givet Bille August Den gyldne Palme hele to gange. Men alt kan ske Juryformand Isabelle Huppert er en skuespiller, der selv godt kan lide en udfordring. Hun har skåret sig i benet med et barberblad i Michael Hanekes “Pianisten”, så hun vil med garanti gerne have spillet med i von Triers film. En anden mulig tilhænger i juryen kan være Asia Argento, der er datter horrorinstruktøren Dario Argento, så hun er ikke fremmed over for det ekstreme, og det er hun heller ikke som skuespiller. Men hvor vidt “Antichrist” har væltet dominobrikker i hovederne på Hanif Kureishi, Robin Wright Penn eller instruktøren James Gray er nærmest umuligt at gætte. Vi får svaret søndag ret tidligt på aftenen.