Proffessionelt indbrud hos Euro-Industries

Gerningsmænd brød gennem jerndør og kørte bort med svejseudstyr for millioner

Tyverier 14. september 2002 08:00

FJERRITSLEV: Underdirektør- og medejer af Euro-Industries ApS i Fjerritslev Jan Skødt Nielsen er ikke i tvivl om, at det er proffessionelle indbrudstyve, som natten til torsdag brød ind i virksomhedens værktøjslager på Fabriksvej. Gerningsmændene kom ind gennem et vindue og brød låsen i en jerndør op for at komme ind til firmaets lager af nyt el-værktøj og svejseudstyr. Her stjal de blandt andet en stor mængde nyindkøbte elektrosvejse-apperater af mærket PILOT 2400 til en pris af op mod 40.000 kroner stykket. Tyvene er udelukkende gået efter nyt udstyr, og med den store mængde værktøj som er forsvundet, er der ingen tvivl om, at gerningsmændene har haft lastbil eller varevogne parat til at køre det væk i. - Det ser ud som om, de har kendt til stedet, konstaterer Jan Skødt Nielsen. Firmaet har endnu ikke haft tid til at gøre tabet op, men de første meldinger gik på 45 elektrosvejseapperater og andet el-værktøj til en samlet værdi af to millioner kroner. - Det er træls, og det kommer på et dårligt tidspunkt, fordi vi har for travlt til at ligge og rode med et indbrud. Men det hjælper ikke at hyle over det. I det store hele håber vi at få dækket tabet af forsikringen. Virksomheden skal ikke gå i stå på grund af det, siger Jan Skødt Nielsen. I og med at det stjålne udstyr var lagervarer, får det ikke indflydelse på det igangværende arbejde i firmaet, der primært leverer arbejdskraft til projekter indenfor jernindustrien og off-shore-branchen. Løgstør Politi undersøgte torsdag gerningsstedet og er stadig i gang med de tekniske undersøgelser, men umiddelbart er der ingen spor at gå efter, oplyser Torben Jensen fra kriminalpolitiet. - Det er ikke usædvanligt, at vi ser indbrud hos fabriksvirksomheder, men det er usædvanligt at det løber op i så stort et beløb. Vi har mange indbrud i industrikvarterer, og det er ikke noget specielt særsyn, at gerningsmændene bruger lastbiler til at køre større og tungere effekter væk på, siger Torben Jensen. Med 200-300 maskiner i alt er det helt normalt, at Euro-Industries har en del nye elektro-svejsere på lager. Alligevel var lagerbygningen ikke udstyret med alarm. - Vi troede ikke, det var nødvendigt, sålænge det nye udstyr var låst inde bag en jerndør, forklarer Jan Skødt Nielsen. Fremover bliver lageret dog indrettet med både alarm og videoovervågning. Selvom politiet efterlyser svejseapperaternes serienumre, er chancen agenfor, at nogle af dem nogensinde vender tilbage til Fjerritslev nok ikke overvældende stor. Som forsikringsmanden konstaterede: De er ude af landet for længst.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...