Frederikshavn

Profilering af byen

Frederikshavn har nu fået et såkaldt Event Aps. som skal profilere byen, således at vi kan få trukket de store sports- og kulturstævner til byen, og som ud over at underholde os, forhåbentlig også kan være med til at skabe nye arbejdspladser i byen, så flere får lyst til at bosætte i Frederikshavn. Det glæder mig, idet det er noget af det, som jeg i lang tid har efterlyst. Hvad jeg ikke forstår er, at man ikke bruger nogle af de ting vi har og er kendt for, eksempelvis Tordenskjoldsprojektet og Blomsterfestivalen, og hvor er handelsstandsforeningen, turistkontoret, erhvervskontoret, det Musiske Hus, Arena Nord m.m. henne i dette spil. Alle aktører, som jo i forvejen modtager midler fra kommunen, og som har ansatte, der som formål bl.a. har at trække aktiviteter til Frederikshavn. Ligeledes forstår jeg heller ikke helt sammensætningen af bestyrelsen. Det er jo erhvervsfolk alle sammen, ikke, at de ikke er dygtige, men burde man ikke have haft en bredere sammensætning i bestyrelsen. Man vil også ansætte en direktør og en salgs- og kongreschef til tilsammen godt en mio. kr. om året, lige som der er afsat en halv mio. kr. til udvikling af nye eventprodukter. Det må da være nok med en kongreschef og en salgschef. Vi skal bare finde en M/K af samme kaliber som Ernst Trillingsgaard, så er vi sikre på at komme på verdenskortet. Vi har inden for godt et år fået både Iscenter Nord, Det Musiske Hus og Arena Nord. Jeg har også forstået, at kommunens årlige udgift, bare til Arena Nord skønnes at blive på 4.8 mio. kr., og så bruger man 1.5 mio. kr. i dette Event Aps. Det kræver fyldte huse, ikke bare hver anden lørdag-søndag, men hver dag. Vi skal have konferencer, udstillinger, koncerter, sportsstævner og andre store begivenheder til byen, desværre var man ikke fremsynet nok, dengang man byggede svømmehallen, for så havde man bygget dem med internationale mål, således at vi også havde kunnet afholde store svømmestævner, lige som man har sørget for at placere den, således at der ikke er udvidelsesmuligheder.