Projekt for skolebygger skal files til

Rosendalskolens renovering blev alt for dyr - nu skal der spares

Bente Lembo
Det er uvist, hvornår og i hvilket omfang kommunen vil bygge til på Rosendalskolen, men det skulle være sikkert og vist, at 8. klasserne skal opføre tårne. ARKIVFOTO: MICHAEL BYGBALLE
Lokalpolitik 6. september 2006 06:00

HØRBY SKOLEBY/HOBRO: Hobro Kommune er blevet sat på en spareøvelse, efter at licitationen over tredje etape af Rosendalskolens renovering har vist sig meget dyrere end budgetteret. Kommunaldirektør i Hobro Kommune Jørgen Basballe oplyser, at der var sat cirka 11 millioner af på budgettet. Licitationen viste en overskridelse på 30 procent. - Vi forhandler i øjeblikket med håndværkerne for at finde besparelser på projektet. Vi er ikke færdige med de forhandlinger endnu, siger Basballe. Det er kun en del af skolerenoveringen, som Hobro Kommune har budget til i år. Resten skal efter planen føres ud i livet i 2007, når Hobro Kommune er blevet opslugt i storkommunen. - Den del af skolerenoveringen, der handler om 2007, afventer godkendelse i sammenlægningsudvalget for Mariagerfjord Kommune, fortæller Jørgen Basballe. Tredje etape af Rosendalskolens ombygning omfatter et nybyggeri af to klasselokaler samt en fornyelse af både syd- og vestfløjen. Rosendalskolens inspektør Flemming Jørgensen håber, at Mariagerfjord Kommune får råd til at videreføre den renovering af skolen, som Hobro Kommune har sat i gang. - Jeg har hørt, at fjordkommunen stadig har penge til renovering på sit budget for næste år. Vi kan kun håbe det bedste. Jeg ved mere, når jeg får budgettet 9. oktober, lyder det fra inspektøren. Flemming Jørgensen er ikke så bekymret over, at projektet nu skal ud i en sparerunde, hvor man ved forhandling med håndværkerne forsøger at finde billigere løsninger. - Det har vi også været ude i under første og anden etape af skolens renovering, og det er nogle super faglokaler, som vi snart kan tage i brug, understreger Flemming Jørgensen. På en anden af kommunens skoler, Nordre Skole, afventer man også spændt fjordkommunens første budget. På Nordre vil de nemlig rigtig gerne have udskiftet deres gamle pavilloner med nybyggeri - et projekt til cirka 10 millioner kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...