EMNER

Projekt "Krop og krudt" handler om børnenes trivsel

LØKKEN:De knokler i timevis hver dag i øjeblikket - de 13 børn fra alle kroge af Løkken-Vrå Kommune. Og de elsker det. Børnene, der er i alderen otte - 12 år, deltager i "Krop og krudt", som er en sommerskole for runde børn, der lige nu er igang for tredje år i træk. Men egentlig er børnene slet ikke runde - i hvert fald ikke ret mange af dem. - Virkeligheden for "Krop og krudt" er, at deltagerne er børn, der har lyst til sport og bevægelse. Og som for nogles vedkommende har det lidt svært i skolen. Nogen af dem har desuden tendens til overvægt, men omvendt er det svært at skelne, hvad der er hvalpefedt og egentligt fedt, siger fysioterapeut Line Topholm, som sammen med idrætsinstruktør Anni Andersen står for ugens aktiviteter. Trivsel i centrum Ugens aktiviteter for børnene handler ikke om at se, hvem der er bedst til hvilke aktiviteter, men om at børnene har det godt undervejs. Det sker med aktiviteter, hvor der ikke er mere konkurrence, end børnene selv lægger op til - og med aktiviteter, der både giver sved på panden og smil på læben. - Meningen er, at vi skal give børnene succesoplevelser, og det er vores fornemmelse, at det får de. De bliver nogle helt andre børn i løbet af ugen, mere glade, og hvis vi så kan give dem lyst til at bevæge sig også fremover, ja, så har vi nået det vi skulle, siger Line Topholm. Både ude og inde Børnene leger både ude og inde - med rundbold, svømning, strandture, rollespil, gåture og forskellige aktiviteter i Løkken Hallen, som børnene har haft til rådighed en god del af ugen - hvilket var heldigt nok i forhold til de torden- og regnskyl, der har plaget Vendsyssel. Desuden havde de i tirsdags besøg af en sundhedsplejerske, som snakkede om sund- og ernæringsrigtig mad. - Men det er ikke sådan, at vi underviser børnene i at spise rigtigt - det ved de jo egentlig godt, hvordan man gør i forvejen. Vi koncentrerer os om de fysiske aktiviteter, siger Line Topholm. Fællesspisning I morgen afsluttes ugen på Løkken Skole, hvor børn og forældre først skal lege i gymnastiksalen. Siden samles de til fælles kokkerering i køkkenet, hvor dagen rundes af med fællesspisning.