Projekt skal samle ressourcerne

150.000 kroner til at få ’På forkant’ i gang

Den sidste workshop blev holdt hos Han Herred Havbåde. Privatfoto

Den sidste workshop blev holdt hos Han Herred Havbåde. Privatfoto

Han Herred Havbåde dannede tirsdag aften rammen om den tredje og sidste workshop i udviklingen af en fælles vision og retning for Fjerritslev-Svinkløv-Slettestrands fremtid. I løbet af workshop 1 og 2 er der skabt et solidt grundlag for udviklingen af lokalområdet bl.a. ved en kortlægning af den rigdom af ressourcer, der findes. Samtidig har det stærke lokale sammenhold vist nye muligheder for en fælles organisering og for en fælles retning. På sidste workshop tirsdag 20. september blev der sat handling og organisering på udviklingen af området, og den kommende nye strategiplan, som udarbejdes af Rådgiverteamet, bliver et arbejdsredskab for den forening, der skal bære arbejdet og visionerne videre.

Nyt liv til turistforeningen

Foreningen bliver Han Herred Turistforening, der blev etableret i 1939, der med projektet får helt nyt liv, når den ændres til fremover at skulle være en Udviklings- og Strategiplatform for lokalområdet. Der afholdes ekstraordinær Generalforsamling 26. oktober, hvor vedtægterne ændres og tilpasses, og samtidig er der udskrevet en lille konkurrence om et nyt navn til foreningen.

- Den nuværende bestyrelse stiller alle sine mandater til rådighed, siger nuværende Formand Ulla Flintholm; Men vi afslutter naturligvis det igangværende arbejde, og derefter overføres resten af formuen til den nye bestyrelse.

De tre workshops er blevet afholdt som en del af projektet ’På Forkant’, hvor Jammerbugt Kommune, sammen med et rådgiverteam, har sat fokus på, hvordan ressourcerne bedst samles i et samarbejde med lokale ildsjæle, erhvervsliv og borgere. Hvordan man får fokuseret indsatsen og sat handling på udviklingen af lokalområdet, der strækker sig fra Fjerritslev over Kollerup, Hjortdal og Svinkløv til Slettestrand.

Den første workshop blev afholdt på Højgården i Slettestrand, den anden blev afholdt i Tinghuset i Fjerritslev og den tredje i Havbådehuset. Der har været et flot fremmøde med ca. 50 deltagere på hver workshop. Projektet har sit udspring i budget 2015, hvor kommunalbestyrelsen afsatte 150.000 kr. til en udviklingsplan for området, og midlerne er siden forøget med ekstern finansiering via projektet "På forkant"

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.