Nordjylland

Projekter?

BESKÆFTIGELSE:Flemming Jansen har (8.9.) fuldstændig ret, at uden humor går det ikke, for i regeringens politik er der ikke meget at grine af. Igennem de seneste otte år har vi oplevet, at landet er trukket skævt, de største skattelettelser falder i de rige forstadskommuner nord for København, og ledigheden stiger og stiger. I Nordjylland er den steget 140 pct. det seneste år, og det ser kun ud til at blive værre. Regeringen har haft travlt med at aflyse den ene havvindmøllepark efter den anden, og kommunerne er også blevet udsultede. Det er ikke noget at sige til at Venstres næstformand Kristian Jensen rejser rundt og fortæller om alle de steder, hvor de har opgivet kampen om at vinde borgmesterposten. Men nu har S og SF fremlagt forslag til en ny fordelingspolitik, ”Fair Forandring” og i stedet for handlingslammelse synes jeg, det ville være på tide, at Venstre og Flemming Jansen kommer med et sammenhængende projekt om, hvordan de vil skaffe folk i arbejde.