Prokurdisk leder får over fire års fængsel for terrorpropaganda

Tidligere leder af prokurdisk parti får fængsel i fire år og otte måneder for at planlægge angreb i Tyrkiet.

Ritzau
Tilhængere af HDP-partiet følger via storskærm Selahattin Demirtas, der trods sin fængsling var partiets præsidentkandidat ved det tyrkiske valg i juni, ved en tv-tale. Fredag har han fået en fængselsstraf. Foto: Yasin Akgul/arkiv/Ritzau Scanpix
Retssag 7. september 2018 14:32 - Opdateret 7. september 2018 17:01

En domstol i Tyrkiet har idømt den prokurdiske leder Selahattin Demirtas fængsel i fire år og otte måneder for at sprede "terroristisk propaganda".

Det rapporterer den tyrkiske tv-station CNN Türk.

Selahattin Demirtas har været tilbageholdt af politiet siden 2016.

Han er sigtet for at have været med til at planlægge angreb på landets sikkerhed sammen med det forbudte kurdiske arbejderparti, PKK.

Den 45-årige Demirtas stod i spidsen for Tyrkiets største prokurdiske parti, HDP, da det i 2015 for første gang blev valgt ind i det tyrkiske parlament.

Han blev anholdt i kølvandet på det fejlslagne militærkup i Tyrkiet i juli 2016.

Demirtas er en af landets bedst kendte politikere og er blevet kaldt "kurdernes Obama".

Foruden Demirtas blev en anden tidligere HDP-politiker, Sirri Sureyya Onder, idømt fængsel i tre år og seks måneder i samme sag, rapporterer CNN Türk.

Demirtas fik 8,4 procent af stemmerne og blev nummer tre efter præsident Recep Tayyip Erdogan og kandidaten fra Det Republikanske Folke Parti (CHP), Muharrem Ince.

I en erklæring siger Demirtas, at han vil fortsætte sin kamp.

Der er indledt snesevis af retssager mod Demirtas, som også beskyldes for at have tilknytning til PKK, hvilket kan give fængsel i op til 142 år.

HDP er det næststørste oppositionsparti i Tyrkiet og har 67 mandater i parlamentet.

Over en halv snes parlamentarikere er blevet tilbageholdt i 2016 og 2017, efter at de blevet beskyldt for at have forbindelser til PKK. Partiets medlemmer siger, at de bliver straffet, fordi de er imod Erdogan.

Den tyrkiske regering beskylder HDP for at være den politiske fløj af PKK.

Angreb fra PKK-oprørere har siden 1984 kostet 40.000 mennesker livet i Tyrkiet. Gruppen kæmper for en uafhængig stat for Tyrkiets kurdiske mindretal.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...