Prominent Riis-rytter suspenderet for doping

Bjarne Riis-rytteren Michael Rogers er suspenderet af den internationale cykelunion efter fund af dopingstof.

Prominent Riis-rytter suspenderet for doping

Den internationale cykelunion (UCI) har midlertidigt suspenderet den australske cykelrytter Michael Rogers, der kører for Saxo-Tinkoff, efter fund af spor af et forbudt dopingstof.

En dopingprøve taget 20. oktober i forbindelse med cykelløbet Japan Cup, som Rogers vandt, har vist spor af det forbudte dopingstof clenbuterol.

Det er det internationale antidopingagentur (Wada), som har oplyst, at der er indikationer, som kunne tyde på, at Michael Rogers har taget doping.

- UCI har anbefalet, at den australske cykelrytter Michael Rogers bliver midlertidigt suspenderet, skriver UCI på sin hjemmeside.

Et Wada-laboratorium i den japanske hovedstad, Tokyo, har analyseret en urinprøve fra Michael Rogers, og den har vist unaturligt fund i form af det forbudte stof clenbuterol.

Michael Rogers var i år en vigtig brik på den nu tidligere holdejer Bjarne Riis' Tour de France-mandskab. Han var en god hjælper for holdkaptajnen Alberto Contador i Touren.

Tidligere i år blev australieren, som fylder 34 år på fredag, samlet nummer to i det amerikanske etapeløb Tour of California.

Michael Rogers har kun kørt på Saxo-Tinkoff i 2013. Han kom til holdet fra britiske Team Sky.

Tidligere i karrieren var han verdens bedste temporytter. Han vandt VM i enkeltstart i 2003, 2004 og 2005.

Michael Rogers er ikke den eneste cykelrytter, som onsdag blev suspenderet for spor af et forbudt dopingstof, oplyser UCI.

Også den langt mere ukendte 22-årige belgiske cykelrytter Jonathan Breyne fra Crelan-Euphony er suspenderet, efter at et Wada-laboratorium i den kinesiske hovedstad, Beijing, har fundet spor af stoffet clenbuterol.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.