Proppen på pletten

Rutinerede kræfter er på plads til Nytårskoncerten, men konferencieren er spritny

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dame i rød med sort jakke: Jette Rosendal. Violinist

Den store sal i Aalborghallen er gabende tom, og kun en ensom konferencier, der tester mikrofonen og et par strygere, der stemmer strengene, står på scenen, der pludselig ser ekstra stor ud. Men det skal ikke vare længe, for klokken er 14.20 lørdag eftermiddag, og om små tyve minutter vil det strømme ind med musikere - for mændenes vedkommende i kjole og hvidt, mens kvinderne har hevet gallakjolen frem fra gemmerne. - De har jo efterhånden spillet nytårskoncerter så mange gange, at de ikke går på scenen mere end et kvarter før - normalt kan det godt være en halv time, forklarer pressemanden, Jan Rasmussen. Nå, længere tager det altså ikke at få sig gjort klar til en to timer lang koncert, som ikke bare er en elsket tradition for orkesteret, men også for gæsterne, som også har pudset skoene og taget det pæne slips - eller tørklæde på. For eksempel Dinna Lassen, fra Aalborg, der aldrig går til Symfonikoncerter, men hvert år tager med mormoderen til Nytårskoncerten. - Det er en tradition, og så er det på en eller anden måde så dejligt afslappende, siger hun. Efterfølgende skal hun til fødselsdag, mens mormoderen skal spise med gode venner, som hun altid gør efter nytårskoncerten. Noget mange af aftnens gæster har arrangeret som en fast del af koncertdagen. En af grundene til, at især eftermiddagens koncert altid er udsolgt, og som folk må ringe forgæves på, fortæller Jan Rasmussen. Og som klokken nærmer sig 15, fyldes salen da også til bristepunktet af de 990 gæster. Bag scenen er folk også spændte. Konferencier Kristian Boland er nemlig ikke så erfaren, som mange af dem ved instrumenterne. Nogle af jer vil måske huske ham som Direktør Varnæs i Matador-musicalen, der blev vist på DR i julen. Men nu skal han altså præsentere – og synge ved Symfoniorkesterets Nytårskoncert. - Det her er faktisk meget større end musicalen, siger Boland, mens han ifører sig sin smoking og mikrofon. Matador solgte jo på idéen, og folk købte billetter allerede inden, de vidste, hvem der var med. Nu er der en anderledes forventning, siger han. Lørdag er der hele to koncerter, så nu gælder nervøsiteten mest, om stemmen vil holde, afslører han og sprøjter et par gange i munden med noget, der kunne ligne en mundfrisker. I virkeligheden er det saltvand til at fugte stemmelæben med, forklarer han. Og så er der jo det med at spille sig selv. - Publikum får ikke noget ud af, hvis jeg går op og har en maske på. Jeg bliver nødt til at være mig selv, hvis jeg skal nå ud til dem, og det er jeg da ret nervøs over. Og det selv om han har skrevet på sit manuskript i over syv uger. Men der kommer nu en lille maske på alligevel, da han lige efter en Johann Strauss ouverture - et forspil ved en opera - finder anledning til at parodiere vores statsminister. Og sådan bliver vi nærmest umærkeligt ført gennem den lidt over to timer lange koncert. En blanding af historiefortælling om den fattige New Orleans familie, der drager til Danmark, hvor de render ind i Pia K. og Birthe Rønn og ændrer navne til Jacob (Gade - dansk komponist), Britt og Preben. Strauss-værker, klassisk filmmusik fra ”Mød mig på Cassiopeia” samt revyviser af Aage Stentoft. Traditionsrig, som koncerten skal være, var ekstranumrene Radetzky March -hvis man ikke kender den af navn, gør man helt sikkert, når man hører den. Blandt andet bliver den spillet, hver gang AGF scorer (når det sker), men også populære serier som ”Prison Break” og ”Mr. Bean” har benyttet sig af den. Sidste ekstranummer er selvfølgelig ”Champagnegaloppen”. Her er især en meget kritisk xylofonsolo. Kritisk fordi det lyder meget forkert, når man ikke rammer den rigtige tone. Det skræmmer dog ikke Simon Sigfusson, der styrer køllerne. Koncerten bliver den 50. gang, han spiller soloen, så nerverne er ikke længere så store. Men første gang, var det knald eller fald husker han. - Det er lidt lige som et vigtigt straffe. Den skal bare være der. Han har dog prøvet, at det er glippet. - Hvis man skyder 50 straffespark, så bliver man jo også nødt til at brænde engang imellem, griner han. Så da soloen står på, holder man vejret og håber den ryger lige i trekanten. Det gør den, og champagneproppen bliver også skudt af på det helt rigtige tidspunkt. Både Sigfussons kunstige af slagsen, men også den ægte vare, som en tjener bringer ind til afslutning på den store koncert.