Protein til vegetarer - en fordom

Nogle mennesker tror, at det er usundt at være vegetar.

Det kan det selvfølgelig være, hvis man ikke f.eks. spiser varieret - hvilket også gør sig gældende for ikke-vegetarer... Imidlertid er det, ifølge den danske fødevarestyrelse, en udbredt misforståelse, at det er vanskeligt at få dækket sit behov for protein, hvis man spiser vegetarisk. Talrige undersøgelser viser tværtimod, at vegetarer gennemsnitligt lever i længere tid end ikke-vegetarer - også når der er taget hensyn til andre faktorer som motion, rygning mm. Bl.a. citerer Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside de amerikanske diætisters sammenslutning, The American Dietetic Association: "Det er vores opfattelse, at en passende planlagt vegetarisk koster sund, næringsmæssig tilstrækkelig og giver sundhedsmæssige fordele ved at forebygge og behandle visse sygdomme". Med henvisninger til hele 44 videnskabelige artikler beskriver diætisterne, hvordan vegetarkost hænger sammen med reduceret risiko for bl.a. kræft, hjertesygdomme, sukkersyge og fedme. Vegetarkost ligefrem strutter af antioxidanter og andre sygdomsbeskyttende plantestoffer. Flere undersøgelser så tæt på som i Tyskland har konkluderet dette. Eksempler herpå er Giessen-undersøgelsen, der omfattede 268 vegetarer. Heidelberg-undersøgelsen, som også beskæftigede sig med den forventede levealder for forsøgspersonerne, omfattede 1904 vegetarer og et tidsrum på over 11 år (og opfylder dermed kriterierne for at være et langtidsforsøg). Berlin-undersøgelsen, der blev gennemført over et tidsrum på fem år med 100vegetarer, konkluderede endda, at vegetarer har en mere positiv livsindstilling - selvom det skal erkendes, at det er ret vanskeligt at måle rent objektivt... I England er der bl.a. foretaget en undersøgelse af 11.000 personer over et tidsrum på 12 år. Resultaterne, som blev offentliggjort helt tilbage i 1994, konstaterer ganske enkelt, at vegetarer lever længere end kødspisere, og at antallet af dødsfald som følge af kræft ligger 40 procent lavere. Facts om disse forsøg er altså, at vegetarer ikke mangler næringsstoffer; at de tværtimod er sundere end gennemsnittet.