Uddannelse

Proteinforsker fra Thy får millionbevilling

Student fra Thisted Gymnasium er nu lektor på Københavns Universitet og fremtrædende forsker

Den 40-årige lektor på Københavns Universitet, Bente Vestergaard, som stammer fra Skjoldborg, har fået fire millioner kroner til at forske i proteiner. - Målet er at forstå proteinernes hemmeligheder, siger hun og forklarer, at resultaterne gerne skulle bidrage til bedre behandling af for eksempel sygdomme som Parkinsons og Alzheimers. - Nogen kur, tror jeg ikke vi umiddelbart kan finde, men måske forebyggelse, siger Bente Vestergaard, der dog ikke vil udelukke banebrydende resultater: - Sådan er forskning. Nogle gange finder man noget, som man slet ikke regner med at finde. Den oprindelige thybo fortæller, at hun blev student fra Thisted Gymnasium i 1990 og efter et par sabbatår gik hun i gang med at studere kemi og bioteknologi på Aarhus Universitet. Og selv om hun modsat de herskende politiske teorier ikke begyndte med at studere med det samme efter gymnasiet, er hun i dag en del af den danske forskerelite inden for proteinforskningen. - Jeg mener det er vigtigt at blive et helt menneske inden man begynder at studere. Efter en ph.d. arbejdede hun på Københavns Universitet en del år på basis af fondsmidler, inden hun for et par år siden blev fastansat og nu efter bevillingen kan hun koncentrere sig 100 procent i arbejdet med at aflokke proteinernes hemmeligheder. Og midlerne betyder, at hun de næste fire år både selv kan forske og endda ansatte to-tre medhjælpere. Ud over Bente Vestergaard blev der uddelt forskningsmidler til 12 andre forskere. - Men jeg kommer nok ikke til at flytte tilbage til Thy, siger hun. Her i landsdelen er der ikke muligheder for at få arbejde, men hun er en af dem, som gerne vender hjem i ferier og i andre sammenhænge.