Protest mod domsmand afvises i sag om brændstof til syrisk krig

To selskaber er tiltalt for at have leveret brændstof til fly for 648 millioner i strid med et forbud fra EU.

Danske selskaber med base i Middelfart leverede ifølge Bagmandspolitiet i alt 172.000 ton brændstof til fly til Syrien. Kunderne var russiske selskaber. Leverancerne begyndte, da Rusland trådte ind på regimets side i borgerkrigen i Syrien med massive bombardementer fra fly. (Arkivfoto).

Danske selskaber med base i Middelfart leverede ifølge Bagmandspolitiet i alt 172.000 ton brændstof til fly til Syrien. Kunderne var russiske selskaber. Leverancerne begyndte, da Rusland trådte ind på regimets side i borgerkrigen i Syrien med massive bombardementer fra fly. (Arkivfoto).

ODENSE:Retsformanden i en straffesag i Odense mod selskaberne Dan-Bunkering og Bunker Holding bestemmer onsdag, at en domsmand ikke er inhabil.

Dermed afviser han den indsigelse, som forsvarerne har rejst mod domsmanden.

Han skal ikke vige sit sæde, beslutter retsformand Jens Lind.

Tiltalen i sagen drejer sig om ulovlige store leverancer af brændstof til fly til Syrien. Værdien var 648 millioner kroner. En EU-forordning forbyder denne type handler.

Den usædvanlige sag blev indledt 26. oktober, men forsvarerne rejste på fjerde retsmøde spørgsmål om, hvorvidt en af de to domsmænd er inhabil. Det skyldes hans tidligere karriere i Forsvaret, hvor han blandt andet har gjort tjeneste i Flyvevåbnet.

Senere under sagen, som er rejst af Bagmandspolitiet, skal personer fra Forsvaret og Forsvarsakademiet afgive forklaring som vidner.

Men der er ikke tvivl om domsmandens fuldstændige upartiskhed, konkluderer retsformanden i en kendelse onsdag formiddag.

I alt 33 gange blev der handlet brændstof, som skulle til Syrien, fremgår det af påstanden i anklageskriftet.

Igen og igen sejlede de russiske tankskibe "Yaz" og "Mukhalatka" tonsvis af brændstof til Syrien. Lastningen foregik i Grækenland, Tyrkiet og på Cypern.

Det var A/S Dan-Bunkering, som stod for køb og salg af jetbrændstoffet. Kunden var det russiske selskab Sovfracht.

Selskaberne havde handlet sammen siden 2011. Oprindeligt skaffede Dan-Bunkering brændstof i form af især gasolie til den russiske flåde. Men i efteråret 2015 skiftede samhandlen fuldstændig karakter. Nu bestilte Sovfracht store mængder brændstof til fly, er det kommet frem under tidligere retsmøder.

Disse leverancer blev indledt i efteråret 2015, netop da Rusland var trådt ind i borgerkrigen i Syrien på regimets side. Russiske fly udførte mange bombardementer.

EU-forordningen, som udtrykkeligt forbyder leverancer af brændstof til fly til Syrien, blev indført i 2014.

Ud over de to selskaber er også Keld Rosenbæk Demant tiltalt. Han var bestyrelsesformand i Dan-Bunkering og administrerende direktør i Bunker Holding.

De tiltalte nægter sig skyldige. En af forsvarerne, advokat Jacob Skude Rasmussen, præsenterer onsdag domsmandsretten for de spørgsmål, som ifølge ham er centrale.

- Kan forordningen udstrækkes til at omfatte fremmede landes regeringer og flyvevåben, spørger han.

Desuden mener selskaberne, at deres involvering sluttede, så snart tankskibene var blevet pumpet fulde af jetbrændstof. Altså i europæiske havne.

Repræsentanter for selskaber skal afhøres onsdag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.