Protest mod politicentralisering

Byrådsmøde med sportslig eufori og politisk frustration

FREDERIKSHAVN:Cifrene 31-24 var højdepunktet under et byrådsmøde, der blev indledt med nationalsang og landskampstemning i Frederikshavn onsdag. Cifrene 11-20 var for borgmester Lars Møller (V) lavpunktet. 31-24 var slutresultatet på kampen Danmark-Sverige. Sejrscifrene blev bekendtgjort af Lars Møller med slet skjult eufori mellem dagsordenens punkt 8 og 9. 20-11 var afstemningsresultatet, da byrådet pålagde borgmesteren at sende et brev til politidirektør Elsemette Cassøe for at udtrykke bekymring over nedlæggelse af administrative stillinger på politistationen i Frederikshavn. Det brød borgmesteren sig ikke om. Bruno Müller (S) havde rejst sagen om nedlæggelse af stillinger på politistationen og fjernelse af servicefunktioner som udstedelse af våbentilladelser, lejlighedsbevillinger og behandling af specielle kørekortsager. Bruno Müller var ikke i tvivl om, at borgerne vil opleve den kommende centralisering som en serviceforringelse. Redegørelse fra politidirektør Borgmesteren havde forud orienteret politidirektøren om, at sagen ville komme på byrådsdagsordenen. Politidirektøren havde svaret med en redegørelse om baggrunden for besparelserne. Redegørelsen blev omdelt på byrådsmødet. Heri ned toner politidirekøren konsekvenserne. - Men jeg kan ikke tro på, at nedlæggelsen af stillinger ikke skulle influere på servicen over for borgene, sagde Bruno Müller. Han foreslog, at borgmester Lars Møller sender et brev, hvori han over for politidirektøren udtrykker byrådets bekymring over udviklingen. Lars Møller fandt, at der var tale om ændringer, som er til at leve med. Den pinlige afstemning Peter Laigaard (LA), Anders Broholm (V) og Jens Ole Jensen (V) talte mod at sende protestskrivelsen. Også Erik Kyed Trolle (S) var kritisk over for tonen i sin partifælles kritik af politiledelsen. Anders Broholm fandt, at en protest ville være endnu et udtryk for dårlig kommunal "udenrigspolitik" og mindede om den "den pinlige afstemning" i 2011. En afstemning, der drejede sig om nedlæggelse af døgnbemandingen på politistationen - mod til gengæld at få udvidet politipatruljering i nattetimerne, især i Skagen. Et flertal på 16 mod 15 sagde dengang nej til at nedlægge døgnbemandingen, og da byrådet reelt er sikret vetoret, blev døgnbemandingen bevaret. Til gengæld fik Frederikshavn Kommune ikke ekstra patruljering. Carsten Sørensen (DF) og Brian Pedersen (SF) støttede Bruno Müllers forslag, og byrådet besluttede med 20 stemmer mod 18 at pålægge borgmesteren at skrive et bekymret brev til politidirektøren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.