Protest og mistro

NORDJYLLAND:- Jeg vidste godt, hvordan reglerne var, men jeg lod bevidst være med at få mine to tigerpython registreret. Det erkender en nordjysk slange-entusiast, som kom på den forkerte side af loven, da de nye regler for blandt andet kvælerslanger trådte i kraft. Manden, der ønsker at være anonym på grund af det, der dybest set er en lovovertrædelse, angiver protest og mistro som årsager til sit valg. - Jeg er blandt andet nervøs for, hvad myndighederne kan finde på. Når slangerne er registreret, vil det være meget let at gå ud og tage dem fra ejerne, hvis man på et senere tidspunkt beslutter sig for, at nu skal det være helt forbudt at holde kvælerslanger i Danmark, siger manden. Han peger også på, at de nye regler ikke indeholdt en garanti for, at alle, som i forvejen holdt de omhandlede slangetyper, også kunne fortsætte med det. - Jeg ville ikke tage chancer i forhold til at komme for at blive registreret med risiko for at få afslag på tilladelse til at holde slanger, forklarer han. Lidt almindelig trods var der også i hans valg, fordi han helt grundlæggende har den holdning, at alt i princippet burde være tilladt, hvis folk kan etablere gode forhold, som lever op til dyreværnsloven og andre krav. - Lidt provokerende sagt må folk for min skyld holde blåhvaler, hvis de kan komme afsted med at grave ud til et hav på størrelse med Atlanterhavet i deres baghave. Jeg er principielt modstander af den her type forbud, hvis folk ellers kan etablere forhold, som er okay i forhold til dyrene, siger han.