Protest og sang foran borgmesterens kontor

Pædagogerne på dupperne fra morgenstunden

Aalborg 19. september 2002 08:00

AALBORG: De vil holde sangaften hver aften indtil 3. oktober, når budgettet for næste år endlig bliver vedtaget, og de er allerede begyndt. Pædagogerne og pædagogmedhjælperne fortsætter deres protester, omend de nu er gået i arbejde igen. - Vi vil holde sangaften ligesom beboerne i Niels Lykkesgade gjorde foran naziborgen, forklarede Per Rishøj, pædagogernes talsmand, da han i går morges atter stod foran borgmesterens forvaltning på Boulevarden for at demonstrere de ansattes utilfredshed med de bebudede spareforslag. I går morges var demonstrationen direkte rettet mod forhandlerne for de forskellige byrådsgrupper, men det var langt fra alle byrådspolitikere som lagde mærke til demonstrationen. De gik nemlig ind ad bagvejen. Fordøren var låst. Budskabet var dog klart og stod at læse bag på de plastikposeklædte pædagoger: fyret DUS, fyret fritidscentre, fyret børnehaver stod der at læse bag på demonstranterne. Indenfor begyndte politikerne og forhandlerne så småt at møde frem til et veldækket morgenbord inden dagens lange og hårde forhandlinger. I går morges, inden det hele brød løs, var der store smil og optimisme blandt mange af forhandlerne, dog var Dansk Folkepartis Anita Knakkergaard overhovedet ikke optimist: - Det her det kan vi ikke være med til. Det er jo det sociale område, det går ud over, og det er jo slet ikke DFs politik, sagde Anita Knakkergaard, inden hun ganske rigtigt som den første og eneste forlod forhandlingerne. Bordet rundt var alle fra morgenstuden optimistiske, og det viste sig at holde stik.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...