Protester i Algeriet handler nu om afsættelse af eliten

Ifølge tidligere seniorforsker er det ikke kun præsident Bouteflika, der får millioner på gaden i Algeriet.

Omkring en million mennesker var på gaden i Algeriets hovedstad, Algier, fredag for at protestere mod præsident Bouteflikak, der har ledet landet fra en kørestol siden et slagtilfælde i 2013.

Omkring en million mennesker var på gaden i Algeriets hovedstad, Algier, fredag for at protestere mod præsident Bouteflikak, der har ledet landet fra en kørestol siden et slagtilfælde i 2013.

ALGIER:Fredag havde op imod en million mennesker fundet bannere og slagord frem i den hidtil største demonstration i Algeriets hovedstad, Algier.

Det er den foreløbige kulmination på en seks uger lang bølge af protester, som startede, da landets 82-årige præsident, Abdelaziz Bouteflika, meddelte, at han ville stille op til endnu et valg.

- Man kan sige, at målet for protestbevægelsen har ændret sig i takt med, at man har fået indrømmelser fra systemet, siger Rasmus Boserup, tidligere seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Han beskriver det som et "moving target", da demonstranterne tilsyneladende løbende har ændret deres krav, efterhånden som de er blevet imødekommet.

- Det startede med at handle om afsættelsen af præsident Abdelaziz Bouteflika, og at han i hvert fald ikke skulle have en femte embedsperiode. Nu kræver man, at hele den algeriske elite skal væk, siger Rasmus Boserup.

Bouteflika har forsikret demonstranterne om, at han ikke vil genopstille. Præsidenten har dog også udskudt det forestående præsidentvalg, der skulle stå den 18. april på ubestemt tid.

- Vi er trætte af magthaverne, vi vil have en ny regering, lød et af slagordene, der rungede gennem gader i Algier fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

En central del af magteliten i Algeriet er militæret. Tirsdag opfordrede militærets øverste chefer, at Bouteflika fjernes for at efterkomme protesterne.

Men, som Boserup påpeger, ser demonstranter stadig militæret som en del af den elite, som har holdt Bouteflika ved magten og undertrykt befolkningen.

- Hele det eksisterende system, som man med en løs term kalder "magten" skal forsvinde, siger Rasmus Boserup.

Dertil kommer, at protestbevægelsen ikke er én samlet gruppe med en konkret liste af krav, da det i lang tid ikke har været tilladt at demonstrere i landet.

Politiet affyrede fredag tåregas og vandkanoner mod demonstranter, der kastede sten. I det store hele er demonstrationen dog overvejende fredelig, rapporterer Reuters.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.