Udland

Protester mod Mursi og grundlov i Kairo

Kristne, liberale, venstreorienterede og mere moderate muslimer protesterer mod forhastet grundlov i Egypten.

Protester mod Mursi og grundlov i Kairo

Titusindvis af egyptere protesterede fredag mod præsident Mohamed Mursi, efter at en islamistisk-domineret forfatningsforsamling i al hast godkendte et udkast til en ny grundlov i et forsøg på at få landet ud af krisen.

Men kristne, liberale, venstreorienterede og mere moderate muslimer havde forinden trukket sig fra forsamlingen i protest mod, at de ikke blev hørt.

- Folket vil af med regimet, råbte demonstranterne på Tahrirpladsen i et ekko af råbene for to år siden under masseprotesterne mod den daværende præsident, Hosni Mubarak.

Mursi siger, at et omstridt dekret, der give ham mange udvidede beføjelser, ikke er ødelæggende for demokratiet, men blot skal hjælpe landet gennem en "undtagelsesperiode."

Men demonstranterne kalder ham diktatorisk og har vendt sig mod ham.

Den nye forfatning blev fredag morgen gjort færdig af landet forfatningsforsamling, som begyndte arbejdet med at stemme om de i alt 234 artikler i landets kommende grundlov torsdag.

Afstemningerne skete en efter en, og udvalget fortsatte natten igennem.

- Vi har færdiggjort arbejdet med Egyptens forfatning, sagde udvalgets leder, Hossam el-Gheriyani, efter det cirka 19 timer lange møde.

Det står klart, at den kommende grundlov kommer til at hvile på islamisk lov, sharia.

Det gjorde den gamle forfatning også, men kritikere frygter, at fortolkningen fremover vil være anderledes, når islamisterne dominerer det politiske liv.

Forfatningen er en hjørnesten i det egyptiske demokrati, fordi den definerer magtfordelingen mellem præsidenten og parlamentet.

Desuden fastlægger den, hvilken rolle retsvæsnet og militæret fremover skal have.

Netop de to instanser stod gennem årtier stærkt i Egypten, da den nu afsatte præsident Hosni Mubarak regerede.

Dokumentet skal sendes til folkeafstemning, når den er godkendt i forfatningsudvalget og dernæst af præsident Mohamed Mursi.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst