Lokalpolitik

Protester mod nedlæggelse af busruter

Nordjyllands Amt skal fra næste år spare 10 mio. kr på busdriften. Det får Nordjyllands Trafikselskab (NT) til yderligere at skære i antallet af busafgange til og fra Sejlflod Kommune. Byer som Lillevorde, Gudum og Komdrup vil fremover udelukkende blive betjent af teletaxi. I Mou, Dokkedal, Egense, Skellet og Kærsholm vil antallet af daglige afgange blive skåret ned, og i weekenden og i de tidlige morgentimer og om aftenen vil områderne kun have teletaxi. - Vi sender allerede nu et brev til Nordjyllands Trafikselskab, hvor vi protesterer kraftigt mod planerne. Samtidigt opfordrer vi til, at trafikselskabet hurtigst muligt indkalder til et informationsmøde, hvor de selv redegør for planerne, siger borgmester Kristian Schnoor (S). Reelt flytter den nye busplan en del af udgifterne til den kollektive transport fra amtet og over til den enkelte kommuner - her altså Sejlflod. - Hvis en bus ikke krydser kommunalgrænsen, så skal kommunen betale. Hvis bussen stopper i Storvorde, og passagerne skal videre derfra, bliver der reelt os, der skal betale i form af teletaxi, siger borgmesteren. Sagen har allerede været behandlet i teknik- og miljøudvalget, der gav udtryk for, at køreplanen ikke må give kommunen øgede udgifter. Samtidig pegede udvalget på, at regionplanens overordnede målsætning om ligelig udvikling i land- og byområder her bliver misligeholdt. En række borgere har allerede protesteret mod forringelserne. Således har Dokkedal Borgerforening gjort opmærksom på, at en stor del af ruterne sydpå fra byen bliver lukket. Lige som skolebørn og uddannelsessøgende får færre afgange ind til Aalborg. Kommunen har fået frist ind til 20. maj til at klage over den nye busplan.