Badminton

Protestsag spiller med i nordjysk oprykningsduel

Ny oprykningschance til Vendsyssel EB efter skrivebordssejr over Aalborg

NORDJYLLAND:Vendsyssel Elite Badminton (VEB) er igen med i kampen om en plads i 1. division for hold efter at klubben fra Frederikshavn og Skagen i aftes af Dansk Badminton Forbunds holdturneringsudvalg fik medhold i en protest, der til gengæld kan koste Aalborg Badmintons plads i den næstbedste række. For en uge siden smashede aalborgenserne ellers de nordjyske modstandere fra VEB ud af oprykningskampen til 1. division med en 8-5 sejr, men efter kampen nedlagde VEB protest over Aalborgs sammensætning af de to mixeddoubler. Med skrivebordssejren til VEB er kampens resultat ændret til 7-6 til Aalborg, og dermed er vendelboerne igen med i oprykningskampen inden sidste kvalifikationsrunde, der afvikles i eftermiddag. Her skal Aalborg hjemme møde den tredje oprykningskandidat Greve, mens VEB i Skagen får en noget lettere modstander i Ølstykke, som ikke har noget at spille for. Efter protest-afgørelsen i aftes i Dansk Badminton Forbund er Greve i front med 12 point fulgt af Aalborg med 11 og Vendsyssel EB med 10, og en forventet sejr på mindst 8-5 og dermed tre matchpoint til vendelboerne vil for alvor give cheftræner Kenneth Larsen og hans Aalborg-mandskab kniven på struben. En sejr på blot 7-6 er imidlertid nok for aalborgenserne, og netop de cifre vil samtidig sende Vendsyssel EB udenfor oprykningspladserne. I så fald vil de tre oprykningsbejlere nemlig slutte med 13 point, og så vil VEB stå dårligst. Overrasket i Aalborg Cheftræner for Aalborg, Kenneth Larsen, er mildt sagt overrasket over holdturneringsudvalgets afgørelse. - Jeg finder den helt forrykt, men desværre kan vi ikke appellere sagen. Jeg finder det stadig tankevækkende, at VEB først efter kampen mod os i fredags nedlægger protest. Vi valgte reelt at stoppe kampen, da vi kom i front med 8-3, men nu må vi i stedet sikre os oprykning ved at vinde mindst syv kampe i eftermiddag mod Greve. - Forhåbentlig kan hjemmebanen og ekstra gejst hos mine spillere give de fornødne sejre, siger Aalborg-træneren. I VEB-lejren finder John Nyborg protest-afgørelsen retfærdig, og samtidig håber han, at nordjysk badminton i næste sæson har to klubber i 1. division. - Der er plads til det, så for os vil det være en lykkelig udgang på sæsonen, hvis både Aalborg og vi rykker op.