Lokalpolitik

Provinsielt rimer næsten på intelligent

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mikael K. har fået øje for provinslivets kvaliteter - det nære, det poetiske og de skjulte skæbner.

CD, FOLKROCK Klondyke."Udkantsland" Så har Nordjylland fået en ny troubadourstemme, en slags smårocket Hausgaard, en forundret skildrer af provinslivets internationale format, som det ser ud for en aalborgensisk/københavnsk hipster bosat nær Børglum på et nedlagt landbrug, Mikael K. (tidligere poprockbandet Boobs, nu Klondyke) registrerer med store øjne og åbent sind, hvad der dog gemmer sig af liv og skjulte fortællinger i lokalsamfundet nær hans nedlagte landbrug. Tonesproget er sådan neddæmpet, ofte harmonikadomineret med banjo, guitar og korsang og tilsvarende tekstligt afdæmpet i sin skildring af originaler og uoriginaler i og omkring Mikaels egen privatsfære. Nogen stor sanger kan du ikke kalde ham, men han betjener sig af en jævnt fortællende og lyst fraserende stemme, der først og fremmest udnytter det danske sprogs rige muligheder for at lave både overraskende og præcise billeder på hverdagen i vort - og hov, der kom det forbudte ord - Udkantsdanmark. Og den er slet ikke så kedelig. Altså hverdagen. Du kan som kærlighedsvagabond blive forelsket i en violinspillende tivoliprinsesse "I mit Nirvana", opleve hvordan et lille fiskerleje som Klitmøller er blomstret op i "Klitmøller, Cold Hawaii", eller høre om, hvordan Anna blev træt af mandestrip og traktortræk og flygtede til storstadens Vesterbro i nummeret "Anne fra Fristrup". Det er fine sange, ganske eftertænksomme og med noget både for smilebåndet - hvem havde nu set, at traktortræk kunne rime på teenagebræk? - og først og fremmest med god plads til at fortælle både vedkommende og sørgmuntre skæbnefortællinger som "Pigen i marken", om landbrugsmedhjælperen fra Odessa, som hjælper bondemand Hilmar med besætningen. Mikael K. har opdaget, at også provinsen er stor og internationalt præget, og at alle veje fører til Vrå, når du som Vespa-kørende italiener bliver forelsket i en lyshåret vendelbo. Det er provins på den lunt eftertænksomme måde klædt i nærmest folkemusikagtige klæder, og Mikael får slået et bravt slag for, at provins har både charme og intelligens og plads til kreative mennesker. Charmerende sange langt ude i plovfuren og langt væk fra storbyens fortravlethed og på den måde en musikalsk hyldest til et mere enkelt liv. Så lad os bare få en opfølger til dette bind 1 af vendelbopoesi med udsyn. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Mikael K. & Klondyke: "Udkantsland - sange fra skæve Danmark, vol. 1. Sexet Buddha Records/Eastwing/Art People. Udkommer i dag (10. oktober.) Klondyke spiller bl.a. Løkken Strand Kulturhus, 17. november, Huset, Aalborg, 18. november.