EMNER

Pseudopolitisk propaganda

KOMPETENT:På forsiden af NORDJYSKE Stiftstidende søndag 5. oktober - Indsigt - kaster Marianne Jelved handsken (tasken) mod alle der ikke mener, at hun er uovertruffen kompetent til efter næste valg at blive Danmarks statsminister. Godt hjulpet - eller måske styret - af et par trofaste fan-journalister åbenbares hendes ufejlbarligheder i en spørgeundersøgelse blandt de 179 folketingsmedlemmer på borgen. Spørgsmålet lød: »Nævn tre nuværende folketingspolitikere i tilfældig rækkefølge, som du har stor faglig og personlig respekt for - dog højst en fra hvert parti«. Lad os lige prøve at analysere denne opinion, der sikkert ønskes opfattet som den offentlige mening. Der er forlangt tre navne. 110 har afgivet svar, sandsynligvis dem som har bedst tid - de føler en lykke ved dog at være blevet spurgt om noget. Men der er kun peget på 216 politikere. Altså mindre end to fra hver deltager. Alene derved burde undersøgelsen forkastes, thi den durkdrevne politiker undlader selvfølgelig at sætte flere end sin egen favorit på svaret. Derved giver han ikke sine modstandere modvægt. De mindre durkdrevne, som har nævnt to eller tre navne, har sat sin favorit og derefter et betydningsløst medlem, f.eks. Marianne Jelved, som svar. Derved får den betydningsløse lige så stor vægt som favoritten. Stiftstidende har dog været så fornuftig, at forelægge undersøgelsen for professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Ove Kaj Pedersen, inden den offentliggøres. Det undrer mig, at denne åndelige kapacitet ikke påtaler undersøgelsens troværdighed, men kun causerer over personerne. Jeg er slet ikke uenig i professorens betragtninger, men konklusionen må dog være, at denne undersøgelse, som dog optager mere end halvanden side i søndagsavisen, er komplet intetsigende.