PSG køber fransk midterforsvarer i Dortmund

Abdou Diallo skifter til Paris Saint-Germain i hjemlandet, hvor han har fået en fem år lang kontrakt.

Ritzau
Abdou Diallo i duel med Thomas Müller i den forgangne sæson. (Arkivfoto)
Fodbold 16. juli 2019 17:54

PARIS: Det blev kun til en enkelt sæson i Dortmund for den franske midterforsvarer Abdou Diallo.

Tirsdag meddeler den tyske klub, at Diallo skifter til Paris Saint-Germain (PSG).

De forsvarende franske mestre betaler ifølge det tyske fodboldmagasin Kicker 32 millioner euro, hvad der svarer til cirka 240 millioner kroner, for den 23-årige stopper, som i PSG har fået en femårig kontrakt.

Ifølge Kicker måtte Dortmund sidste sommer hoste op med 28 millioner euro, da Diallo blev købt i Mainz.

- Det er en stor ære at være involveret med sådan en prestigiøs klub som Paris Saint-Germain, siger Diallo på PSG's hjemmeside.

- Jeg har altid sagt, at det parisiske projekt var meget attraktivt. At skifte til hovedstadsklubben er et vigtigt skridt i min karriere.

- Jeg er dedikeret til at give alt for min nye klub og ser frem til at bidrage med mine kvaliteter og iver til dette hold, der er kendt for høj kvalitet og høje ambitioner.

Abdou Diallo nåede at spille 38 kampe for Dortmund, hvor han var holdkammerat med danske Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsen.

Mens det endnu ikke er blevet til optrædener på det franske A-landshold, så har Diallo en lang række ungdomslandskampe på cv'et.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...