PSG reddede uafgjort mod Barcelona

Overtidsscoring af franskmændene holder liv i kvartfinalen

Foto: Christian Hartmann/Reuters

Foto: Christian Hartmann/Reuters

PARIS:Paris Saint-Germain holdt live i sine chancer for at spille sig videre til semifinalerne i Champions League, da det franske storhold fire minutter inde i overtiden fik udlignet til 2-2 mod favoritterne fra FC Barcelona.

Jublen brød løs på Parc des Princes, da Blaise Matuidi hamrede bolden i mål, efter at gæsterne kort forinden havde bragt sig foran med 2-1.

Barcelonas Xavi Hernandez lignede nemlig en matchvinder, da han i det 90. minut havde sendt bolden i mål på straffespark. Men nej.

På et kontraangreb langt inde i tillægstiden endte en høj bold hos Zlatan Ibrahimovic, der fornemt fik headet bolden bagud til Matuidi, der knaldede udligningen ind bag Barcelona-keeper Victor Valdés.

Pointdelingen var ganske fortjent, for værterne fra PSG lagde stærkt ud og især Ezequiel Lavezzi gav med sit lave tyngdepunkt og hurtige driblinger Barcelonas forsvar masser af problemer.

Efter fire minutter sendte Lavezzi bolden på stolpen, og generelt så sværmede franskmændene om gæsternes mål i den første halve time. Javier Pastore og Zlatan Ibrahimovic havde også gode forsøg.

I den modsatte ende af banen havde Barcelona svært ved at spille sig igennem til noget som helst.

Kun Andrés Iniesta havde haft et udmærket skudforsøg, der var gået over mål, da spanierne - en anelse mod spil og chancer - tog føringen syv minutter før pausen på lidt af en genistreg.

PSG-veteranen David Beckham fik ikke sendt bolden ordentlig ud af farezonen, og så kunne Daniel Alves med ydersiden lægge en perfekt aflevering til en helt umarkeret Lionel Messi.

Messi bankede med en flugter bolden i mål til 1-0, og så lignede det en svær opgave for PSG at kæmpe sig tilbage.

Lionel Messi måtte i øvrigt lade sig udskifte i pausen med en forstrækning i baglåret.

Den lille argentiner fik dog ikke lov til at blive matchvinder, da værterne - efter en knap så velspillet anden halvleg - fik udlignet til 1-1 ved Zlatan Ibrahimovic.

Svenskeren var dog klart offside, da han fulgte op på Thiago Silvas hovedstød, som ramte stolpen.

Ibrahimovic var sandsynligvis også offside, da han i overtiden lagde op til Blaise Matuidis mål til 2-2 i overtiden.

Der er returopgør i Spanien om en uge.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.