PSG skal spille mod Dortmund uden tilskuere

Der vil ikke blive tilladt tilskuere, når PSG tager imod Borussia Dortmund på grund af frygt for coronavirus.

Paris Saint-Germain skal spille mod Borussia Dortmund uden tilskuere.

Paris Saint-Germain skal spille mod Borussia Dortmund uden tilskuere.

PARIS:Politiet i Frankrig besluttede mandag, at Paris Saint-Germain (PSG) skal spille for lukkede døre i onsdagens Champions League-kamp hjemme mod Dortmund.

Det skyldes frygten for coronavirus, skriver nyhedsbureauet Reuters mandag.

I Frankrig har man forbudt forsamlinger på mere end 1000 mennesker for at undgå risiko for spredning af coronavirus.

I Frankrig er mere end 1200 personer smittet med coronavirus, mens 19 mennesker er døde.

PSG tabte den første ottendedelsfinale ude mod Dortmund med 1-2. Returkampen i Paris skal spilles onsdag klokken 21.

I forvejen skal tirsdagens ottendedelsfinale i samme turnering mellem Valencia og Atalanta i Spanien spilles uden tilskuere. Her vandt Atalanta den første kamp i Italien med hele 4-1.

Mandag blev der derudover taget stilling til RB Leipzigs kamp hjemme mod Tottenham tirsdag aften, skriver dpa.

Der var et politisk møde i bystyret i Leipzig om sagen, hvor alle muligheder skulle diskuteres og vurderes.

Det handlede om alt - lige fra aflysning og udsættelse til at spille kampen uden tilskuere.

Mødet endte dog med, at kampen afvikles efter planen med tilskuere. Leipzig vandt den første kamp i London med 1-0.

Også i Europa League spiller coronavirus ind på tilskuersituationen. Mandag aften meddelte Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), at torsdagens kamp mellem Olympiakos og Wolverhampton bliver spillet uden tilskuere i Athen.

Det samme gælder næste uges returkamp mellem Roma og Sevilla i Rom.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.