Psycho er stadig i live

Det er 50 år siden, at Alfred Hitchcock satte nye standarder for en hel genre med premieren på Psycho

Søren Poder
Janet Leigh i den berømte bruser-scene i ”Psycho”. Foto: Polfoto
Drab 6. august 2010 06:00

Hvis man måler den efter moderne standarder, så er der mange elementer, man kan trække på smilebåndet over. For eksempel musikken, der er lidt for påtrængende og skinger i sit forsøg på at piske stemningen op til det anspændte, når der egentlig ikke sker noget særligt i handlingen. Eller skuespillernes alt for overdrevne præstationer under filmens klimaks, som der, hvor skurken bliver overmandet af helten, hvilket får ham til at kaste hovedet tilbage og sine arme i vejret i en åh så dramatisk overgivelse, så han kommer til at ligne en fin dame, der dåner. Det gik forresten også lidt for nemt: I nutidens film ville skurken ende med at blive slået ihjel. Og vågne op, fordi han alligevel ikke var helt død - hvorefter han ville blive slået ihjel igen. Men nej, endnu ikke helt. Men SÅ bliver han slået ihjel. Hvis han da ikke lige får lov at vågne en sidste gang. Afslutningen skal man ikke smile af: Det er faktisk befriende at se skurken blive overmandet i første forsøg. Sådan! Bum, færdig. Og der er også mange andre befriende og fremragende ting at finde i en af alle tiders største klassikere, hvilket er årsagen til, at de fleste mennesker verden over har set den eller i det mindste hørt om den: Psycho. Eller om dens hovedperson, en af filmhistoriens mest berømte skurke: Norman Bates. Det er 50 år siden, at Alfred Hitchcock havde premiere med Psycho, men filmen gør stadig et indtryk den dag i dag, og dens indflydelse kan observeres i utallige af de thrillere- og horror-film, der er blevet produceret i det efterfølgende halve århundrede. Psycho er noget ganske særligt. Kvindekrop og blodigt mord Først og fremmest indeholder filmen selvfølgelig det berømte mord under bruseren: Den kvindelige hovedperson befinder sig under de varme stråler, og gennem badeforhænget ser man en skikkelse nærme sig. Herefter følger de frygtelige, hvinende toner, mens 77 forskellige kameravinkler bliver klippet sammen i et lynhurtigt inferno af kniv, kvindekrop og blodigt mord. - Det er måske den mest berømte filmscene, der nogensinde er lavet, mener Christian Braad Thomsen, der er filminstruktør og forfatter til en række bøger, blandt andet bogen "Hitchcock. Hans liv og film". - Rent teknisk er den helt fantastisk, og det kan ethvert menneske jo se, selvom den pågældende ikke har forstand på filmteknik. Scenen er meget hurtigt klippet sammen i modsætning til resten af filmen, som er temmelig langsom, og dermed træder den ud, siger han. Psycho-mordet i bruseren er i det hele taget kontroversiel på flere måder: For det første bliver publikum efterladt med en vis undren og tomhed over, at filmens hovedperson, som man har fulgt i godt og vel tre kvarter indtil da, pludselig ligger død på badeværelsesgulvet - der mangler jo stadig en hel time af filmen. Og for det andet er mordet et klimaks på den stemning, som Alfred Hitchcock har bygget op om den kvindelige hovedperson: Publikum får lov at se hende i meget letpåklædt tilstand i starten af filmen, og igen via Norman Bates lurende øje gennem et hul i væggen, mens hun klæder sig af i værelse nummer et. I dag er det måske knap så ophidsende at se en sort-hvid dame i bh, som det var i 1960, men Alfred Hitchcock opbygger publikums begær og lader det få udløsning gennem kniven i morderens hånd: - Freud ville nok påpege, at scenen sætter sig så ubehageligt og skræmmende i publikum, fordi kniven også er et fallos-symbol, siger Christian Braad Thomsen. - Den gennemtrænger kvindens krop som en fallos, og der er noget voldsomt seksuelt over drabsscenen. Sympati for en psykopat I virkeligheden ser man aldrig kniven bore sig ind i den nøgne kvindehud, dertil var Alfred Hitchcock for raffineret - han overlod de makabre detaljer til folks fantasi. Men scenen rammer essensen af det, som Alfred Hitchcock var god til, og som den franske filminstruktør, Francois Truffaut, beskrev med følgende ord: - Han kan filme kærlighed som mord og mord som kærlighed. Og straks efter mordet viser Alfred Hitchcock, hvad han også er god til: Nemlig at skabe sympati for skurken. Faktisk var den afdøde kvindelige hovedperson også en skurk, der havde stjålet sin arbejdsgivers penge, men nu er hun væk, og sympatien skifter over til den nye hovedperson: Norman Bates. - Det er en fuldstændig klassisk scene for Hitchcock, hvor Norman Bates med utrolig langsom grundighed gør rent og tørrer op efter det mord, som hans mor angiveligt har begået, siger Christian Braad Thomsen. - Her begynder vi at identificere os med ham, og det sker definitivt, da han skubber bilen med liget ud i sumpen, hvor bilen pludselig ikke vil synke. Hvis vi var almindelige, gode borgere, så ville vi være lettede og tænke, at det var godt, for nu bliver han opdaget, men vi gør det modsatte: Hitchcock fokuserer på Norman Bates ulykkelige ansigt, og da bilen endelig synker, bliver Norman Bates lettet, og vi bliver lettede sammen med ham. Ved hjælp af en simpel klippeteknik får Hitchcock os til at sympatisere med en af sine værste psykopater. På den måde lever Psycho op til alt det, man kan forvente af en rigtig Hitchcock-film, men den var samtidig nyskabende på flere måder, især på grund af historien om Norman Bates og hans mor. Morder på sin mors vegne Psycho er baseret på bogen af samme navn, skrevet af Robert Bloch. Og bogen er baseret på den virkelige historie om morderen Edward Gein. Der er mange triste ting at fortælle om Edward Geins liv. Han var en isoleret og sindssyg morder, der var blevet ødelagt af en voldelig alkoholiker som far og en religiøs fanatiker som mor. Især moren gjorde indtryk: Da man ransagede Edward Geins hjem, fandt man afskårne hoveder, masker lavet af menneskeansigter, suppeskåle lavet af kranier, et bælte lavet af brystvorter og en lang række andre gode sager. Edward Gein forklarede, hvordan han gravede lig op af kvinder, som mindede ham om hans afdøde mor. Han tog ligene med hjem og iklædte sig deres hud, så han kunne forestille sig, at han var sin mor. I Psycho gør Norman Bates det samme, dog med andre varianter: Han ifører sig sin afdøde mors kjoler, taler med sin mors stemme og slår ihjel på sin mors vegne. Psycho er en psykoanalytisk film, ganske uhørt for sin tid: - Filmen handler om det svære begreb, der hedder identificering med det tabte objekt, siger Christian Braad Thomsen. - Og Norman Bates gør det, som jeg er sikker på, at mange af os kender, hvis vi har mistet et menneske, der stod os meget nær: Vi vil gerne beholde den pågældende i vores fantasi, og derfor kan vi gribe os i at foretage bevægelser eller sågar bruge talemåder, som den pågældende brugte. At det så bliver ført ud i det groteske af Norman Bates, er jo bare det, der gør det til en thriller, men netop fordi, de fleste af os kender til det tabte objekt, kan Hitchcock gøre en meget ekstrem film almen - vi kan alle sammen identificere os med det. Det er endnu et eksempel på Hitchcocks intellekt og evne til at få publikum til at føle, og måske en af grundene til, at filmen stadig holder i dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...