Udland

Psykiaterne: Breivik har storhedsvanvid

paranoid skizofreni.

Psykiaterne: Breivik har storhedsvanvid

Anders Behring Breiviks politiske og ideologiske syn er ikke det, der gør ham utilregnelig. Det er skyldes i stedet hans storhedsvanvid, opfattelse af krig og synet på sig selv som frelser.

Det mener de to norske psykiatere Torgeir Husby og Synne Sørheim.

De to eksperter, der er udpeget af retten i Oslo, har vurderet Breivik siden 10. august.

Det er godt tre uger efter, at den 33-årige terrortiltalte nordmand gennemførte sit bombeangreb og massedrab på 77 mennesker i Oslo og på Utøya.

Ved torsdagens retsmøde i straffesagen mod Breivik understreger Husby, at de ikke har taget stilling til hans politiske budskab eller ståsted.

De har derimod lagt teksten i Breiviks såkaldte manifest til grund.

- Det har været den egocentriske vinkling på kompendiet, der har været af interesse.

- Det gælder både hans selvopfundne rolle 22. juli og hans fremtidige betydning for Europa og verden, sagde Husby som forklaring på deres diagnose paranoid skizofreni.

Sørheim henviste til tidligere politiafhøringer, hvori Breivik sagde, at han troede, at både han og hans familie ville blive henrettet.

I retten fremhævede de Breiviks beskrivelser af sig selv og hans eget syn på sin rolle som Norges og Europas frelser.

Netop det, at en mand, som de sagkyndige beskriver som "nærmere intelligent end det modsatte", ikke er i stand til at se den "åbenbart banale og infantile" fremstilling i dele af manifestet, har ledt de sagkyndige på sporet af mistanker om storhedsforestillinger.

- Kompendiet fremstår i dele og som koncept nærmest patetisk egocentrisk, hvor det i detaljer redegør for den tiltaltes liv fra fødsel til dags dato. Det giver en klar mistanke om grundlæggende og bagvedliggende storhedsvanvid, sagde Husby.

Netop de sagkyndige psykiateres diagnoser er genstand for megen diskussion i retssagen, hvor et væsentligt element er at få fastslået, om Anders Behring Breivik var tilregnelig eller ej. Det vil få afgørende betydning for rettens afgørelse.

/ritzau/NTB