Hospitaler

Psykiatri et stedbarn

Mange politikere fra de forskellige politiske partier lover højt og helligt, at psykiatriområdet skal blive deres kæphest, når Folketinget genåbner.

Det vigtigste er at få flyttet psykiatriområdet til finansloven allerede i 2012 og dermed væk fra satspuljeordningen, som er en skamplet på vores velfærdssamfund. Følgende opgaver bør den nye regering tage fat på umiddelbart: Retablering af antallet af sengepladser, så niveauet på godt 4000 sengepladser igen nås og der skal være midler og medarbejdere på alle niveauer til at klare de udfordringer, som det stigende antal sindslidende kræver. Fokus på specialuddannelse af sygeplejersker, sosuassistenter og plejere må være et ubetinget krav. En højere grad af indsigt i psykiatrien hos disse personalegrupper vil på sigt forhåbentlig medvirke til at give bedre vilkår for indlagte sindslidende og forhåbentlig også en kortere indlæggelsesperiode. Det må sikres, at psykiatere og psykologer må finde det tiltrækkende at søge stillinger inden for området og det må også sikres, at disse personalegrupper får adgang til efteruddannelse på højt niveau i ind- og udland. Flere undersøgelser har påvist nytten af at inddrage nære pårørende til sindslidende i forløbene, men det har tilsyneladende skortet på initiativer fra diverse pårørendeforeninger m.fl. og fra det offentlige system for at få realiseret disse planer. En tæt dialog mellem parterne synes absolut påkrævet. Her og nu. Antallet af behandlingsdomme over for sindslidende har i de senere år været stærkt stigende. Det kan formentlig tages som udtryk for, at det psykiatriske behandlingssystem har givet op og overladt problemerne til Kriminalforsorgen og domstolene. Det er en klar fallit. Ofte er nogle behandlingsdomme baseret på, at den sindslidende har begået mindre kriminalitet, en forseelse, som under normale omstændigheder ville give en bøde, måske en periode med samfundstjeneste eller en betinget dom. En behandlingsdom, som ikke er tidsafgrænset, forværrer den sindslidendes situation, er en klar belastning også for de pårørende og er bestemt ikke nogen farbar løsning. Efter udskrivning fra indlæggelse: Den sindslidende må umiddelbart (dag eet) efter at have forladt indlæggelsen sikres, at det kommunale behandlersystem er blevet orienteret om personens situation, at der uden forsinkelse iværksættes nødvendig assistance til den sindslidende, f.eks. udpegning af kommunal sagsbehandler, aftale om hjemmehjælp, eventuel etablering af besøgsvenordning og assistance til genetablering af den sindslidendes sociale netværk. Familien til den sindslidende kunne fint også inddrages i denne fase. Erfaringen viser, at der ofte går alt for lang tid, inden de kommunale myndigheder påtager sig opgaven over for den sindslidende. Et ubetinget krav er, at der må sikres en langt bedre koordinering af indsatser mellem det psykiatriske hospital og den enkelte kommune, hvor den sindslidende opholder sig. Får man flyttet psykiatriområdet fra satspuljeordningen til finansloven, kunne det også indebære, at regionernes forskellige planer inden for området langt bedre kunne koordineres, man kunne få et langt klarere billede af det samlede økonomibehov. Det kunne munde ud i, at der snarest kunne udarbejdes en samlet psykiatriplan for hele landet. Det mener jeg, der er et klart behov for. Det er min og mange andre pårørendes opfattelse, at det psykiatriske område halter langt bagefter, for så vidt angår økonomiske midler, formentlig i størrelsesordenen 3 milliarder kr. Som pårørende til min sindslidende søn, har jeg gennem godt 25 år mine erfaringer fra følgende psykiatriske afdelinger, både lukkede og åbne: Bispebjerg Hospital, Hvidovre Hospital, Nordvang, Sankt Hans og i de fleste af årene Søndersøparken i Viborg, hvor min søn har været "svingdørspatient" mange gange i de forløbne år.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst