Psykisk blokade skal løses

Tid til selvransagelse i AaB Basket ovenpå skæv sæsonstart

AALBORG:En nyt navn, en ny spilledragt og nye ambitioner. Sådan var situation for AaB Basket, da de gik ind til denne sæson. Som vanligt skulle ambitionsniveauet løftes for en klub, der kommer ind under AaB-fanerne, men i klubben var man overbevist om, at et par forstærkninger ville være nok til at løfte holdet op i top fem. Situationen efter fire spillerunder i Basketligaen er dog en ganske anden. Holdet har tabt samtlige fire opgør og er desuden røget ud af pokalturneringen efter et nederlag til Horsens. Det mest beskæmmende er dog nok, at holdet spiller dårligere end i sidste sæson. - Hvis jeg vidste, hvad der var galt, så var jeg træner for holdet, men der er nok ingen tvivl om, at der på det her tidspunkt er tale om et psykisk problem. Uanset hvilket plan man spiller på, er det aldrig sjovt at tabe fire gange i træk, og på eliteniveau er det jo bare endnu værre, siger eliteformanden Thomas Frost. I AaB's ledelse har man naturligvis bemærket den dårlige sæsonstart, men der er endnu ikke planer om at gøre noget drastisk. - Nu skal vi stadig tænke på, at det er tidligt i sæsonen. Det er rigtigt, at vi i AaB har en målsætning om, at alle vores hold skal i top fire - for basket top fem - men vi kan ikke regne med, at alle hold gør det hver eneste sæson, siger bestyrelsesfomand i AaB Per Søndergaard. Krisemøde I klubben er man gået i gang med en række samtaler med de enkelte spillere for at finde ud, om de har nogle løsninger på problemerne, der for alvor er blevet udstillet af de to seneste liga-nederlag. Kampene mod Aabyhøj og Hørsholm var nemlig på forhånd overkommelige opgaver, men igen kiksede forsvarsspillet, og derfor tabte holdet. - Allerede i sidste uge startede vi med en samtalerunde med hver enkelt spiller, og den fortsætter i denne uge. Egentlig mener vi stadig, at holdet er godt nok, men nu tager vi en debat med AaBs ledelse, hvor vi forsøger at kigge på problematikken, og så må vi se, om det kan bibringe nogle løsninger, siger Thomas Frost, der ikke kan afvise, at klubben til sidst går på udkig efter forstærkninger. - Man skal jo ikke løse noget, hvis der ikke er noget galt, men som det er lige nu, så ser det ud til, at der er et problem, og så må jo se på mulighederne, siger han. Per Søndergaard holder i denne uge møde med trænerteamet og elitechefen, og heller ikke her er man afvisende overfor indkøb. - Det er jo kommet bag på os alle, at det er gået som det er. Vi troede, at de forstærkninger vi havde gjort var nok, til at vi kunne blande os i toppen. Nu kigger på vi på en mulig strategi, og hvis det er flere forstærkninger, der er brug for, så må vi finde ud af det, siger Per Søndergaard.