Psykisk syg mand anholdt for knivdrab

30

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Politiets teknikere på gerningsstedet. Foto: Klaus Madsen

Politiet mistænker den 58-årige Fikret Mujkanovic for mordet på en 45-årig kvinde i Thisted lørdag. Hun var mor til fire børn, hvoraf den yngste er syv år. Drabet blev begået kort efter middag lørdag. Flere så kvinden blive stukket flere gange i halsen på p-pladsen uden for dagligvareforretningen Fakta på Kastet, hvorefter de chokerede ringede til alarmcentralen. Opringningerne indløb klokken 12.39. Ifølge vidnerne kom kvinden gående alene på p-pladsen, da gerningsmanden pludselig kastede sig over hende, satte sig overskrævs på hende og jog kniven i hende. Kvinden blev ramt af fem-seks stik i halsen og blev kort efter knivoverfaldet erklæret død. - Det er forfærdeligt, at det kunne ske, og det er hendes børn, man tænker på nu, siger et af vidnerne, en 38-årig kvinde, der ønsker at være anonym. Den efterlyste er psykisk ustabil Manden, som politiet leder efter, beskrives som psykisk ustabil. - Vi betragter ham som farlig. Hvis nogen ser ham, skal de bestemt ikke forsøge at tilbageholde ham, men straks ringe til politiet, siger efterforskningsleder Jim Hansen, Midt- og Vestjyllands Politi, der også opfordrer naboer til den 58-åriges bopæl i Thisted til at holde sig inden døre. Den efterlyste mand er af bosnisk oprindelse. Han er mørkhåret og 180 cm høj, havde daggamle skægstubbe og bar joggingtøj i neutrale farver på gerningstidspunktet. Over for politiet har familiemedlemmer bekræftet hans uligevægtighed. Han kørte væk fra gerningsstedet i en mørkegrå VW Golf på gule plader fra 1986 med registreringsnummeret RL 90 999. Politiets teknikere undersøgte lørdag eftermiddags kvindens bil og området, hvor drabet fandt sted. Gerningsvåbnet er endnu ikke fundet. Jim Hansen udtrykte håb om henvendelser fra borgerne, efter at mandens navn blev frigivet. Politiet kender endnu ikke motivet for drabet. Ifølge Jim Hansen er der intet, der tyder på, at den dræbte kvinde kendte sin drabsmand. Læs mere i NORDJYSKE søndag