Socialforhold

- Psykisk syge er også normale

Værested gør forskellen på isolation og fællesskab

BROVST:Lyden af hjertelig latter er det første, som slår én i møde, når man åbner døren til Værestedet Syrenen. Så bølger en tæt sky af cigaretrøg ud i den friske luft, inden døren lukker sig, og blikket fanger de 10-12 mennesker, som sidder mageligt bænket om et ovalt bord og slår mave oven på frokosten. - Velkommen, er der en, der råber. Og velkommen er lige præcis, hvad man føler sig. Stuerne med magelige sofagrupper, varme farvetoner og muntre skilderier på væggene, umage nipsgenstande, grønne planter, thermokander med kaffepletter, uordentlige småbunker af aviser, spil og blade: Det minder i den grad om et ganske almindeligt hyggeligt hjem, hvor nullermændene får lov at overleve mere end et par dage. Det er ikke tilfældigt. - Vi har gjort meget ud af, at der ikke skulle være noget institutionspræg her. Det har de fleste af os prøvet rigeligt af, fortæller Erik Nielsen, formand for Brugerrådet. Han har været med lige fra Syrenen blev etableret i slutningen af 1995. - Det var en sjov proces at starte. Vi fik et helt tomt hus og to styk personale, og det var enormt spændende at være med helt fra grunden. Den proces betyder, at vi betragter det som vores eget hus, gestikulerer han. Får det bedre I køkkenet er oprydningen efter frokosten i fuld gang. Bethina Christensen og Poul Hansen småskændes på bedste søskendemanér, og drilagtige stikpiller fyger hen over køkkenbordet. - Tag bare et billede af mig. Så er der da bevis for, at jeg laver noget, griner Poul Hansen til fotografen. Imens forsøger Erik Nielsen at bryde gennem lydtapetet af klirrende postelin, latter og opvarmning til ugens sangundervisning. Som én af de 44 psykisk syge, der er tilknyttet Syrenen, kommer han flere gange om ugen for at nyde samværet. Sådan har det ikke altid været. - Før havde jeg helt isoleret mig. Jeg boede langt ude på landet og syntes, det var rigeligt at se mennesker den ene gang om ugen, hvor jeg købte ind. Værestedet brød min isolation og har ovenikøbet gjort, at jeg er flyttet herind til byen, fortæller Erik Nielsen. Stor hjælp Den 37-årige velformulerede mand fik psykiske problemer, da han som helt ung gjorde sin entré på arbejdsmarkedet. I løbet af ti år havde han haft omkring 25 forskellige job og ledte stadig efter sin rette hylde. - Men det var ikke arbejdets art, der var problemet. Det var min psyke, erkender Erik Nielsen blankt. Som de fleste af Syrenens brugere får han medicin til at tage toppen og bunden af angst og depressioner, men det hænder, at han får nogle gevaldige nedture. I de tilfælde er de to ansatte Jette Landgrebe og Michael Christoffersen til stor hjælp. - Hvis nogle af os pludselig bliver væk, ringer de for at høre hvorfor. Det er vigtigt, for det er ikke altid, man selv lægger mærke til, at man er på vej ind i en dårlig periode og isolerer sig. Jeg har selv oplevet, at bare man tager sig sammen og går herned, får man det som regel bedre, reflekterer Erik Nielsen. Som en familie Samme oplevelse har 30-årige Bethina Christensen, som nu sidder og puster ud efter oprydningen og første omgang af den ugentlige sangundervisning. - Puha, jeg kan godt huske i starten, hvor jeg sad alene i stuen og spiste, fordi jeg ikke turde sidde sammen med de andre. Nu er det blevet stedet i mit liv. Min hverdag er her. Samværet og støtten fra personalet og brugerne gør, at der er noget at komme op til. Det er som en familie. Og Erik redder mig, hver gang jeg er ved at dø, griner hun med et lunt sideblik til Erik Nielsen. Bethina Christensen blev psykisk syg for 10 år siden. - Det kom som et lyn fra en klar himmel. Pludselig blev jeg panikangst, og siden har jeg været meget sensitiv og haft lidt sværere ved at håndtere livet, Jeg reagerer voldsomt på nye ting, fortæller hun. Alligevel har hun magtet at flytte fra sine forældre, som hun er stærkt knyttet til, og i egen lejlighed. Æren for det tillægger hun værestedet. - Her er et utroligt godt fællesskab. Vi støtter hinanden også uden for åbningstiderne. Det er også godt for min familie. Så står de ikke længere med det alene, siger Bethina Christensen. - Ja, det er rart for vores pårørende. De ved, vi bliver samlet op, og det er betryggende for mange, supplerer Erik Nielsen. Stille eksistenser Han har selv gennemgået en rivende personlig udvikling gennem sin tid i værestedet. - Før var jeg meget tilbagetrukken og turde ikke sige noget. Jeg var autoritetstro og sagde aldrig imod. Nu siger jeg, hvad jeg mener og har lært at omgås mennesker på en helt anden måde, forklarer Erik Nielsen. Han er ofte med rundt i landet for at fortælle om, hvad et værested er, og hvad det betyder at være psykisk syg. - Man hører aldrig om os psykisk syge, som fungerer stille og roligt i samfundet - kun om en eller anden psykopat, som går amok. Jeg har gjort det til min kæphest at fortælle, at psykisk syge også er normale, fastslår Erik Nielsen, mens sangen "Vi voksne kan også være bange" stille toner ud i lokalet ved siden af.