Psykolog: Selvbedrag skal stoppes

Mange af de afviste unge deltagere i X factor ligner store spørgsmålstegn i ansigterne og kan slet ikke forstå, at dommerne vender tommefingrene nedad. Og efter at det første chok har lagt sig, er den næste reaktion enten vrede eller gråd, hvilket ifølge psykolog John Halse er en normal forsvarsmekanisme for mennesker, der føler sig misforstået trods deres åbenlyse mangel på talent og stjernepotentiale. - Man kan spørge sig selv, hvorfor de overhovedet stiller op. Jeg tror, de gør det for at vise, at de kan og tør. Og den positive historie i det er, at man i det mindste prøver at drive det til noget, selv om man måske har haft en hård baggrund og måske er blevet mobbet, siger John Halse, der langer ud efter forældrene. - Man hjælper altså ikke sine børn ved at lade dem tro, at de kan synge, når det nu ikke er tilfældet. Så det er bedre at fortælle dem, at de nok hellere skal finde noget andet at kaste sig over og tage det opgør, der følger. Alt andet lige er det bedre end at blive til grin over for næsten to millioner mennesker. Men der ligger nok også en social ting i det, hvor forældrene lever gennem deres børn og synes, det er sjovt, at de er med i et populært tv-program, siger psykologen, der mener, at DR har et ansvar for at sortere dem fra, der ”åbenlyst er ude i hampen”.