Psykologhjælp til ansatte,der frygter at miste job

Psykologhjælp til fortvivlede kolleger, der bukker under for stress og psykiske problemer, er blevet hverdagen for tillidsmand Birthe Rugholm for HK-ansatte på Flådestation Frederikshavn.

Ansatte frygter at miste jobbet, når det ny forsvarsforlig bliver virkelighed. Debatten om det kommende forsvarsforlig har bragt arbejdsglæden i bund hos en række af forsvarets ansatte, understreger hun. - Nu har jeg været tillidsrepræsentant her i snart 11 år. Aldrig har jeg haft så meget at lave, som jeg har nu. Jeg sidder fast med en kasse Kleenex, og jeg sender den ene efter den anden til læge. Og det er altså psykologhjælp, vi snakker om her, siger Birthe Rugholm. Alene i år har fire HK-ansatte modtaget psykologhjælp, og Birthe Rugholm har yderligere 10 medarbejdere blandt de 60 HK'ere, som hun mener er i farezonen for at gå ned psykisk. Også fællestillidsmand Carsten Mathiasen, der har medlemmer i SiD, Dansk Metal og El-forbundet under sig, oplever en trykket stemning blandt flådestationens 600 ansatte. Samtidig advarer de to chefer på landets to flådestationer i Frederikshavn og Korsør mod, at forsvarsforliget munder ud i at lukke den ene flådestation. Flere af Folketingets forsvarspolitikere er åbne over for også at se på selve strukturen i søværnet. Bl.a. tidligere forsvarsminister Jan Trøjborg (S) har i debatten om det kommende forsvarsforlig udtalt, at to flådestationer er én for meget. - Det vil gøre Danmark yderst sårbar. Der bør altid være en vis spredning af aktiviteterne, og man placerer jo heller ikke hele hæren i den samme by, siger chefen for Flådestation Frederikshavn, kommandør Axel Fiedler. Han mener, at begge flådestationer skal bevares - også i fremtiden, selv om antallet af skibe skulle falde yderligere, og heri støttes han af kollegaen i Korsør, Lars Kragelund. Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) ventes at fremlægge regeringens udspil til et nyt forsvarsforlig i begyndelsen af det nye år. 1. sektion side 3 /ritzau/